Norske guldfavoritter: Skal gøre som i semifinalen

Norge slog Holland med ni mål i semifinalen, og en lignende præstation giver guld, mener profil.

Hedi Løke mener, at guldet kommer i hus, hvis Norge spiller som i semifinalen. (Foto: © Srdjan SUKI, Scanpix)

Inden VM i kvindehåndbold blev sat i gang tidligere i december, pegede mange på Norge som favorit. Nordmændene blæste da også igennem deres gruppe med fire store sejre, men i det sidste gruppeopgør tabte man til Sverige 28-31.

Norge kom dog tilbage på sporet med en klar sejr over Spanien i 1/8-finalen, og så kunne vi kende favoritterne igen. Kvartfinalen blev vundet med 17 mål over Rusland, og i semifinalen fik Holland også klø med 32-23. Kan det spil fortsættes, ender guldet hos Norge, mener en af holdets profiler.

- Nu gælder det guldet. Vi skal kæmpe alt, hvad vi kan, og fortsætte sådan som vi har gjort mod Holland. Så skal vi nok vinde, siger stregspilleren Heidi Løke til DR.

At spille internationale finaler er en nærmest hverdagskost for de norske jenter. I VM-sammenhæng har Norge spillet finale seks gange og vundet de tre. Ser man på EM, har Norge hele syv guldmedaljer i 10 finaler. Søndag venter Frankrig i endnu en finale.

- Det er det her, vi lever og træner for hver eneste dag. Man bliver aldrig nogensinde træt af finaler, siger Veronika Kristiansen, der til daglig spiller i danske FC Midtjylland.

Finalen mellem Frankrig og Norge spilles søndag klokken 17.30. Du kan følge opgøret på TV 2 eller i LIGA på P3.