Ny højrefløj indskrevet i den danske VM-trup

Fløjspilleren Simone Bøhme er en del af det danske landshold, der skal møde Montenegro lørdag.

Simone Bøhme i kampen mellem Rusland og Danmark 2016. (Foto: © Johansen)

Det danske kvindelandshold kommer til at indlede håndbold-VM med kun 15 spillere i truppen.

I stedet for at fylde op med de tilladte 16 navne har landstræner Klavs Bruun Jørgensen valgt at lade en plads stå fri inden morgendagens første kamp ved VM i Tyskland. Her møder Danmark Montenegro.

Det skyldes, at det er usikkert, hvornår fløjspilleren Trine Østergaard og stregspilleren Stine Bodholt bliver klar til at spille.

Østergaard og Bodholt er sammen med stregspilleren Rikke Iversen endnu ikke skrevet ind i truppen. Det er til gengæld Østergaards hasteindkaldte afløser, Simone Böhme, som trænede med for første gang i formiddags.

- Det er ikke helt gået op for mig endnu, men jeg glæder mig vildt meget til i morgen og til første kamp, fortæller Simone Bøhme.

Der er ingen afklaring på, hvornår Trine Østergaard er kampklar efter den skulderskade, hun pådrog sig i testkampen mod Sverige i lørdags.

- Det går sådan set fint i forhold til det arbejde, som fysioterapeuten laver. Hvornår vi vil sætte Trine i kamp igen, kan jeg ikke sige.

- Der er ikke lige nu en deadline, og vi vil foreløbig ikke lægge os fast på noget, siger Klavs Bruun Jørgensen på fredagens pressemøde i Tyskland.

Danmark indleder VM mod Montenegro lørdag aften klokken 20.30. Kampen kan ses på TV2, høres i LIGA på P3 og følges live i tekst, video og billeder i dr.dk/sporten.

/ritzau/ og DR Sporten