PORTRÆT Landsholdets iværksætter vil helst selv: Jeg er måske lidt af en nørd

Hun er selvstændig med egen virksomhed, men Kathrine Heindahl kan ikke undvære håndboldens sammenhold.

(Foto: © LISELOTTE SABROE, Liselotte Sabroe)

Hvordan kan man være gennemsyret af selvstændighed og samtidig være dybt forelsket i holdsport?

Svaret på spørgsmålet finder man i en delelejlighed i centrum af Odense. Her er der både hvide håndboldsko og klubtøj med sponsortryk, men også forretningspapirer og papkasser med træningstights indpakket i plasticposer fra Asien. Og så finder man formentlig en ældre udgave af Illustreret Videnskab.

Livsstilseksperterne fra ”Kender Du Typen?” ville nok have behov for hjælp fra en mesterdetektiv fra Baker Street for at regne ud, hvilken type der bor her. Det kan da også synes kaotisk, men der er faktisk orden i Kathrine Heindahls travle liv.

- Jeg indstiller bare mit fokus, alt efter hvor jeg er, bemærker hun.

Den 25-årige Holte-fødte kvinde er en ”allrounder” i tilværelsen, men hun er nok mest kendt som håndboldprofilen fra Odense Håndbold. Hun har spillet otte år i den bedste danske liga, vundet nationale titler og er med sin plads i VM-truppen udtaget til en A-slutrunde for anden gang i træk.

For utålmodig til gruppearbejde

Men at Kathrine Heindahl skulle blive en profil i lige netop en holdsport, har nok undret et par folkeskolelærere fra Nyborg, hvor hun har boet det meste af sit liv.

Dengang blev hun under skole-hjem-samtalerne bedt om at blive bedre til gruppearbejde og at vente mere på de andre. Det brød hun sig ikke om. Hun ville helst gøre det i sit eget høje tempo – uden hjælp og uden indblanding. For hun hadede, når klassekammeraterne tøvede, og derfor blev hun utålmodighed og gjorde oftest tingene selv.

- Jeg har været og er stadig meget selvstændig. Om det gælder samling af IKEA-møbler eller opgaver på studiet, vil jeg helst klare det selv. Jeg er nok ret dårlig til at lade andre folk tage aktion, siger Kathrine Heindahl.

Selvstændigheden ramte sit klimaks i september 2016, da Kathrine Heindahl fik CVR-nummeret på sin nystiftede iværksættervirksomhed: En webshop med træningstights til kvinder.

- Som håndboldspiller har jeg prøvet meget forskelligt træningstøj til en alt for høj pris i forhold til kvaliteten. Jeg tænkte, at jeg måtte kunne gøre det bedre og billigere, siger Kathrine Heindahl, der sammen med en tidligere holdkammerat stiftede virksomheden Ikaika, som betyder stærk på hawaiiansk.

- Det passer til tilgangen og attituden. Jeg har længe haft en iver efter at starte noget selv, siger Kathrine Heindahl.

Lidt af en nørd

Tophåndbolden har stadig førsteprioritet i Kathrine Heindahls liv, og da lønnen kommer fra sporten, føler hun sig ikke tvunget til at skabe overskud i virksomheden – endnu i hvert fald. Drømmen er at leve af Ikaika, men først når håndboldkarrieren engang er slut. Derfor gør det hende ikke noget, hvis det går lidt langsomt med at støbe firmafundamentet og udvikle produktsortimentet.

- Vi har et godt produkt, der taler for sig selv, mener hun og kalder sig selv priviligeret over at have muligheden for at lave begge dele.

- Det kan selvfølgelig både være en luksussituation og en sovepude, at jeg er ikke er nødsaget til at arbejde 50 timer om ugen i virksomheden som andre nye iværksættere, siger hun.

Håndbold fylder ikke alt i tilværelsen for Kathrine Heindahl. Men det har stadig førsteprioritet foran iværksætter-virksomheden. Foto: Kim Rune (Foto: © KIM RUNE, Kim Rune)

Opstartsfasen i virksomheden krævede masser af ny viden om alt fra kryptering af data til markedsføring og kendskab til leverandører. Selvom Kathrine Heindahl har en bachelor i erhvervsøkonomi skulle hun researche sig frem til mange svar i begyndelsen. Et uoverskueligt kaos for nogle, et læringsparadis for andre.

- Jeg elsker at indsamle ny viden og omsætte den til praksis, siger Kathrine Heindahl.

Sådan har hun altid haft det. Mens holdkammeraterne købte dameblade i lufthavnskioskerne på vej til turneringerne med ungdomslandsholdene, købte Kathrine Heindahl altid Illustreret Videnskab.

- Jeg er ikke en 12-talspige, men måske lidt af en nørd. Jeg kan godt lide at være vidende på mange områder, siger hun og uddyber:

-Vi har altid haft nyhederne kørende i fjernsynet i mit barndomshjem, og min far har altid kunnet give lange forklaringer på mine spørgsmål. Det har nok givet mig en naturlig interesse for at vide mange ting, siger hun.

Sidenhen er interessen for videnskab, fysik, geografi og historie afløst af mere af sociologiske og antropologiske spørgsmål om menneskers ageren, påvirkning og opfattelse af hinanden.

En god værtinde

Det passer godt ind i holdkammeraternes beskrivelse af Kathrine Heindahl som et naturligt samlingspunkt, der sørger for sociale arrangementer og ofte selv inviterer holdkammeraterne hjem til mad, kaffe og håndbold i tv. Som den ældste i søskendeflokken er hun vokset op med at tage sig af sine søskende. Det har avlet både selvstændighed og omsorg for andre.

- Jeg synes, det er vildt hyggeligt at være værtinde og sørge for, at andre har det godt. Som barn var jeg den yngste i skoleklassen, men jeg styrede nok alligevel pigegruppen. Men jeg var også hende, der inviterede alle pigerne med hjem, siger hun.

Og så havner vi igen i Odense ved det store spørgsmålstegn, der knytter sig til den selvstændige kvinde, som er forelsket i en holdsport. For hvordan kan Kathrine Heindahl være så selvkørende og samtidig elske sammenhold?

- For mig at se er det en perfekt kombination, der er helt ideel for mig. Det er i en helt anden grøft, ja, men der er et sjovt sammenspil mellem at yde sit allerbedste rent personligt og sammen dele sejre og nederlag. Det elsker jeg, og det er jeg meget ydmyg overfor, svarer hun og uddyber:

- Succes kræver, at man tager ansvar og tør vise vejen. Samtidig er der i holdsport indimellem behov for at sætte sig selv til side og i stedet sikre sig, at alle er med og føler sig som en del af gruppen, hvis vi sammen skal præstere og opnå resultater, siger hun.

VM i kvindehåndbold spilles i Tyskland fra den 1.-17. december. Danmark skal i Gruppe C møde Brasilien, Japan, Montenegro, Rusland og Tunesien. Alle Danmarks kampe kan følges live i tekst, video og billeder på dr.dk/sporten, høres direkte i LIGA på P3, eller ses direkte på enten DR1 eller TV 2.