OVERBLIK Her er alle 1/8-finalerne

Også på håndboldbanen skal Danmark møde Sverige.

Håbet om danske VM-medaljer lever - selvom det måske ikke ser sådan ud på dette billede. I 1/8-finalen venter Sverige. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter nederlag i både tennis og fodbold må det efterhånden være tid til en dansk sejr! Endnu engang skal Danmark nemlig møde Sverige, når de to nationer ramler sammen i 1/8-finalen ved VM i kvindehåndbold.

Det er status efter at de sidste kampe i gruppespillet fredag aften blev fløjtet af. Danmark tabte 23-21 til Montenegro og slutter som nummer tre i Gruppe A, mens Sverige bankede Cuba med 49-25 og slutter som nummer to i Gruppe B.

Her følger et overblik over 1/8-finalerne:

  • Brasilien - Rumænien, søndag klokken 20:30 i Kolding

  • Tyskland - Norge, søndag klokken 20:30 i Frederikshavn

  • Danmark - Sverige, søndag klokken 20:45 i Herning

  • Holland - Serbien, søndag klokken 20:45 i Næstved

  • Spanien - Frankrig, mandag klokken 17:45 i Kolding

  • Ungarn - Polen, mandag klokken 18 i Herning

  • Rusland - Sydkorea, mandag klokken 20:20 i Kolding

  • Montenegro - Angola, mandag klokken 20:45 i Herning

Sådan er systemet

1/8-finalerne er sat sammen på en måde, så vinderen i Gruppe A møder nummer fire i Gruppe B. Nummer to fra Gruppe A møder så nummer tre fra Gruppe B, mens nummer tre fra Gruppe A (Danmark) møder nummer to fra Gruppe B (Sverige). Slutteligt møder nummer fire fra Gruppe A selvsagt nummer et fra Gruppe B.

På samme måde er Gruppe C og D parret.