- Hun er deres altafgørende stjerne. Hun er nærmest en herrespiller. Hendes opspring, hendes måde at skyde på.. Det er der ikke ret mange kvinder, der kan.
Rikke Skov er ikke i tvivl. Når Danmark onsdag aften spiller VM-kvartfinale, så er der særligt én rumænsk spiller, der skal holdes ekstra godt øje med: Cristina Neagu.
Den atletiske venstreback har været rumænernes altdominerende spiller i turneringen hidtil og nyder stor respekt blandt alle de danske spillere.
- Hun kan så mange ting. Hun har en helt fantastisk skudafvikling og kan så mange forskellige ting. Man bliver jo helt inspireret. Hun kan mange ting, som man selv godt kunne tænke sig at lære. Hun er verdensklasse og svær at stoppe, siger Stine Jørgensen, der bakkes op af Kristina Kristiansen, der har bøvlet med den stærke rumæner siden ungdomsårene.
- Lige siden vi har mødt hende med ungdomslandsholdene, har hun været den bedste ved alle mesterskaberne. Hun har bare været altid været rigtig god. Hun er meget svær at stoppe, siger 'Mulle', der har en metode, som dog næppe vil blive godkendt af dommerparret i VM-kvartfinalegyseren i Herning onsdag aften.
- Hvis man skal stoppe hende helt, så skal man nærmest tage hende helt væk fra banen.
Hemmelighedsfuld landstræner
Den slags uortodokse metoder kan landstræner Klavs Bruun Jørgensen ikke benytte sig af, men den skaldede mand med de store bøffer er selvsagt opmærksom på, at Cristina Neagu skal lukkes ned, omend han ikke har tænkt sig at afsløre præcis hvordan.
- Hun er omdrejningspunktet i mange af de ting, de laver. Hun er bare dygtig. Hun kan stort set alt. Hun kan lave finter, hun kan lave hopskud, hun kan gøre sine medspillere gode. Hun kan stort set det hele. Vi finder ud at lukke hende ned. Hvordan får vi at se onsdag aften, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Cristiana Neagu har lavet 30 mål og 15 målgivende afleveringer i turneringen indtil videre. Du kan se prøver på rumænerens store talent i klippet øverst.
Danmark - Rumænien spilles onsdag aften 20:45. Kampen kan ses på DR1, mens der også kan følges med i radionen på P3 eller her på sitet.