Utrolige Toft: Det var en hård fight

Sandra Toft tog i den grad fra i det danske mål og havde sin store del af æren for den vigtige sejr over Brasilien ved VM i Tyskland.

De danske håndboldkvinder spillede sig onsdag aften med en 22-20-sejr i en spændende kamp mod Brasilien frem til ottendelsfinalerne ved VM i Tyskland.

En stor del af æren for sejren over Brasilien tilhører målvogter Sandra Toft, der i flere tilfælde pillede pynten af de brasilianske spillere med en serie af flotte redninger.

- Der var pres på og det var en spændende kamp. Det var en forløsning, siger Sandra Toft, der sammen med holdkammeraterne blev mødt af et brasiliansk mandskab, der løftede deres niveau i forhold til de tidligere verdensmestres niveau i de første kampe i slutrunden i Tyskland.

- Det er et verdensklassemandskab. De spillede deres første gode kamp i dag og det blev en hård fight, siger Sandra Toft, der godt vil medgive, at nerverne spillede ind i kampen mod Brasilien.

- Det ville være mærkelig andet med den konsekvens, det ville have haft, hvis vi havde tabt, siger Sandra Toft.

Havde Danmark tabt var der dømt overlevelseskamp mod Rusland på fredag. I stedet bliver det en gruppefinale, hvor Danmark kan vinde gruppen med en sejr.