VIDEO Klar, parat, Radicevic: Chokstartede med otte mål i streg

Jovanka Radicevic viste sig fra sin onde side mod danskerne, hvor hun bankede hele 12 mål ind i kampen.

Det viste sig at være en forfærdelig nyhed for dansk håndbold, da Montenegro kunne melde ud, at Katarina Bulatovic og Jovanka Radicevic alligevel gerne ville spille VM.

Lørdag sørgede de med 16 mål for mere end halvdelen af montenegrinernes mål og specielt Radicevic var i særklasse.

- Jeg har næsten aldrig set bedre håndbold end Radicevics præstation de første 20 minutter, sagde Montenegros landstræner Per Johansson efter kampen.

Og man forstår ham godt. Ved stillingen 3-1 scorede den skarpe højrefløj nemlig de næste otte montenegrinske mål. Nogle af dem var ganske vist på straffe, men hun viste også til tider verdensklasse med hendes næse for at placere sig de rigtige steder.

Heldigvis for danskerne gik Radicevic en smule i stå, og hun nåede i alt op på 12 scoringer i Montenegros 31-24-sejr over Danmark.

Du kan se alle Radicevics 12 mål i den ovenstående video, hvor vores håndboldkommentator også bliver testet i at sige hendes navn.

Danmark er i aktion allerede igen i aften søndag, hvor Japan venter klokken 20.30. Den kamp bliver vist på TV 2, mens du også kan lytte til den i LIGA på P3.