113 mål på to kampe: Flyvende hollændere scorer, som det passer dem

Holland er i forrygende målhumør ved dette års VM-slutrunde.

I den første kamp scorede de hele 55 mål, og i den anden blev det til svimlende 58.

Hollands regerende verdensmestre har startet ud som lyn og torden ved VM i håndbold, og i dagens opgør gik deres forrygende målform ud over Uzbekistan. Her blev det nemlig til en sejr på 58-17, og blandt de mere bemærkelsesværdige af hollændernes scoringer var nummer 22.

I en forrygende kontra sprang fløjspilleren Bo van Wetering på tværs af feltet, men i stedet for at afslutte valgte hun i stedet at aflevere bolden til en højtflyvende Debbie Bont, der i ét og samme moment greb og hamrede bolden i mål med begge hænder.

Du kan se det flotte mål i videoen i toppen af artiklen.

I de øvrige af kampene, der startede klokken 18, vandt Frankrig ganske overbevisende med 29-18 over Slovenien. Andetsteds slog Rumænien Kasakhstan med 38-17, mens Rusland besejrede Polen 26-23.