Den ene er blevet kåret til verdens bedste håndboldspiller de seneste to år, og den anden blev kåret til den mest værdifulde spiller i forrige sæsons Champions League, mens han igen i denne sæson har været helt outstanding for Barcelona.
Der er naturligvis tale om Niklas Landin og Gonzalo Perez de Vargas - de to målvogtere, som manges øjne vil være rettet mod, når Danmark og Spanien i aften brager sammen i semifinalen ved VM i håndbold.
Det er dem, alle skytter frygter.
- For mig er det de to bedste målmænd i verden lige nu. De har igennem lang tid holdt et meget højt og stabilt niveau. Vi så i kvartfinalen mod Norge, at Vargas er afgørende til sidst med nogle store redninger. Det skal vi undgå, for ellers bliver det svært at slå Spanien, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Se nogle af Vargas' redninger i gyseren mod Norge ovenfor.
Men selvom Landin og de Vargas har til fælles at være håndboldmålmænd i verdensklasse, så er de alligevel meget forskellige, fortæller den danske hovedperson.
- Han er vel modsætningen af mig. Han er lidt mindre, og så springer han en del mere, end jeg gør. Han har gjort det fantastisk og har spillet en stor sæson for Barcelona. Han er en keeper af højeste kaliber, fortæller Niklas Landin.
Umulig at forberede sig på
Når den spanske landstræner, Jordi Ribera, holder taktikoplæg forud for mødet med Danmark, kan der vist ikke være tvivl om, at Niklas Landin er et tema.
For selvom Danmark har været ovelegen i alle kampe bortset fra en enkelt, så har det ikke betydet, at Landin har tabt koncentrationen i det danske mål. Han er der, når det gælder.
- Niklas stepper altid op i de store kampe. Jeg synes egentlig, at han er i verdensklasse hver gang, han spiller, men man kan altid være sikker på, at han er der, når det gælder, sagde Rasmus Lauge forud for mødet med Ungarn i onsdags.
Du kan se nogle af Landins bedste redninger ved VM ovenfor.
Omvendt er de Vargas også et tema for Nikolaj Jacobsen, der dog holder igen med at instruere sine spillere alt for meget.
- Jeg tror, man skal passe på med at sige for meget, for skytterne skal have lov til at føle, hvad der er det rigtige i momentet. Hvis man begynder at pille for meget ved det, kan der gå for mange tanker i den, og det er ikke godt.
- Vi må håbe, vores skytter er klogere, end han er, siger landstræneren.
Semifinalen mod Spanien spilles 27. januar klokken 18, og du kan høre med live på DR P4 og DR Lyd-appen. Du kan også følge opgøret på dr.dk eller i DR's Nyhedsapp.
Husk, at du 29. januar også kan se VM-finalen og bronzekampen på DR1 og DRTV. Du kan også følge opgørene live på dr.dk eller i DR's Nyhedsapp.