Én scoring på 12 minutter: Island kollapser fuldstændig mod Ungarn

Ungarns håndboldlandshold leverede et vildt comeback og franarrede Island VM-sejren til sidst.

Der manglede godt 18 minutter, og Island førte med seks mål.

Håndboldhallen i Kristianstad var klædt i blåt og hvidt, og VM-stemningen blandt de islandske fans var glimrende.

Men Islands landshold kollapsede i slutningen af kampen mod Ungarn og scorede kun et enkelt mål i de sidste 12 minutter.

Derfor kunne de hårdtkæmpende ungarere juble løs over de to point og sejren på 30-28.

Den islandske stjernespiller Omar Ingi Magnussen kunne næsten ikke tro, hvad der netop var hændt ham og landsholdskammeraterne, da TV 2 fangede Magdeburg-profilen efter opgøret.

- Det er bare en skuffelse, for vi kæmpede hele kampen, og det var svært. Det var en fysisk kamp, som kostede energi, og vi fik ikke noget ud af det, siger Omar Ingi Magnussen til TV 2.

Island kom ellers godt fra land ved VM med en sejr på 30-26 over Portugal, og godt så det også ud i store perioder mod Ungarn, men til sidst knækkede filmen.

Mandag skal Island møde Sydkorea i den sidste af de indledende gruppekampe, hvor det bliver afgjort hvilke tre hold, der går videre fra gruppen. Ungarn møder Portugal mandag.

Se den vilde udvikling på kampen i videoen øverst i artiklen.