Fløjspiller laver tunnel på målvogter og scorer VM's måske 'mest spektakulære mål'

Den rumænske målvogter så ikke helt heldig ud i situationen, der førte til målet.

Nogle mål kan godt tåle et gensyn eller to.

Et af dem, hvor man får en trang til at pause, spole tilbage og trykke afspil igen, faldt i VM-opgøret mellem Rumænien og Puerto Rico.

Nok forsøgte Puerto Ricos højrefløj, Jailene Maldonado, at sende en lang aflevering op til en fremadstormende fløjkollega, men bolden manglede lige den sidste præcision for at ryge lige i labberne på hendes medspiller. Det gjorde dog ikke så meget for puertoricanerne.

Ud af det rumænske bur stormede Daciana Hosu for at samle bolden op, men målvogteren kom til at se noget uheldig ud, da kuglen trillede stille og roligt gennem hendes ben og ind i et fuldstændig tomt mål.

Den lidt mærkværdige scoring fik også DR Sportens kommentator Jens Ole Sørensen op ad stolen.

- Det kan godt gå hen og blive VM's mest spektakulære mål, det her.

Du kan se målet i videoen i toppen af artiklen.

Trods den spektakulære scoring formåede Puerto Rico ikke at slå Rumænien. Kampen endte 43-20 til Rumænien.

I dagens anden tidlige mellemrundekamp vandt Rusland 31-25 over Montenegro.