Året er knap begyndt, men VM-feberen indtræder allerede igen nu.
De danske håndboldherrer er taget en tur over Øresund, hvor Malmø og Stockholm fra i dag og de næste 18 dage danner rammerne for verdensmesterskabet i håndbold.
Nikolaj Jakobsens tropper har snuppet guldet ved de seneste to mesterskaber, men spørgsmålet er, om danskerne kan tage den tredje i streg, når de fra fredag løber på banen i Malmø Arena?
Det spørgsmål er DR Sportens tre håndboldeksperter og kommentatorer Camilla Andersen, Lars Krogh Jeppesen og Frederik Lindved ikke er helt enige om.
Du kan læse deres bud på, hvem der ender med at vinde VM herunder.
Camilla Andersen: Danmark vinder guld
For Camilla Andersen er der ikke meget tvivl om, hvem der står med guldmedaljerne, når vi når den 29. januar.
- Det bliver Danmark, der vinder deres tredje VM i streg, siger hun.
- De danske herrer har et ultrastærkt hold og er endnu bedre, end de har været tidligere. Derudover er der ingen skader, mens VM bliver spillet i Malmø, som næsten er hjemmebane for dem.
Og hvorfor Danmark står stærkere end konkurrenter som Frankrig, Spanien eller Sverige, skyldes den bredde, truppen har, mener håndboldeksperten.
- De kan skifte ud, uden at kvaliteten daler nævneværdigt. Mange af spillerne hører til i toppen af verdenseliten, og så har Danmark i min optik verdens bedste markspiller og målmand.
Frederik Lindved: Sverige har fordelen
Det er DR Sportens håndboldkommentator Frederik Lindved imidlertid ikke helt enig i. For der er en konkurrent, som bliver svær at overgå for danskerne, mener han.
- Sverige er forsvarende europamestre og har et sindssygt godt hold anført af Jim Gottfridsson, der er en af de bedste spillere i verden lige nu. Og så har de en hjemmebane, som jeg tror bliver en helt vild ramme om den her VM-slutrunde for svenskerne, siger han.
Netop Jim Gottfridsson blev faktisk kåret som verdens bedste håndboldspiller så sent som mandag af mediet Handball-Planet. Og det er netop Gottfridsson og kompagni, som Frederik Lindved tror, Danmark vil bukke under for til sidst.
- Jeg drømmer om en finale mellem Danmark og Sverige i Stockholm, og jeg tror også, at Danmark kommer til at spille med om guldet.
- Men når det er de største hold, vi snakker om, er det de helt små marginaler, der gør forskellen i forhold til, om du bliver nummer et, to eller tre. Og her har jeg har en lille procent, der peger i svenskernes retning, siger håndboldkommentatoren.
Lars Krogh Jeppesen: Danmark tager sejren
At Jim Gottfridsson og svenskerne bliver noget af en mundfuld, er DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen enig i. Men alligevel ser han ikke, at de slår danskerne i den finale, han håber og tror, de to naboer ender med at stå i til VM.
- Der er ingen tvivl om, at Jim Gottfridsson har sat en stor, fed streg under, hvor dygtig han er, siger Lars Krogh Jeppesen.
- Men med det potentiale og de muligheder, der er på det danske hold, anser jeg dem for at være det stærkeste hold. Særligt på grund af bredden i truppen, og at Danmark er så meget bedre på målmandspositionen end Sverige.
Alligevel vil han dog ikke afvise, at Danmark undervejs i turneringen sagtens kan få et tidligere farvel end ventet.
- Konkurrencen er så stor i herrehåndbold, at det altid er dagsformen, der afgør det. Men det er klart, at det forpligter for Nikolaj Jacobsen at have den her gruppe spillere, der er så dygtige, som de er, siger håndboldeksperten.
VM i håndbold bliver skudt i gang i aften, hvor Frankrig og Polen åbner ballet. Den kamp kan du se på DR2 eller på DRTV klokken 21.00 dansk tid.
