De jubler, som havde de vundet VM. Men glæden skyldes blot en amerikansk sejr i indledende runde ved VM.
Men hvilken sejr!
Det er nemlig første gang, at USA vinder en kamp ved en VM-slutrunde.
Efter en tæt afslutning trak amerikanerne det længste strå og løb afsted med en sejr på 28-27 over Marokko. Det er syvende gang USA er med til en VM-slutrunde. Nu har de så taget deres første sejr.
Amerikanerne, der var uden dansk-amerikanske Jakob Rysgaard Christiansen, som repræsenterer USA ved VM, var foran i det meste af første halvleg.
Fra anden halvlegs start fik forhåndsfavoritten Marokko bedre greb om opgøret. Og i stedet for, at det var USA, som havde scoringsfordelen, blev det Marokko, som tog teten.
Med få minutter tilbage lykkedes det Marokko at få udlignet den amerikanske føring, og efter de to hold havde byttet mål de sidste fem minutter, kunne amerikanerne fejre den første sejr for nationen nogensinde ved et VM i herrehåndbold.
USA fik dermed den bedst tænkelige start på VM’s gruppe G, som parres med Danmarks gruppe i mellemrunden.