Det kræver en del søvnløse nætter til håndboldslutrunder at få så skør en idé og endnu flere at føre den ud i livet. Men før eller siden når man jo i mål.
En forholdsvis præcis beskrivelse af denne artikels tilblivelse, hvor vi zoomer ind på det pandebånd, som gennem Mikkel Hansens landsholdskarriere er blevet håndboldstjernens kendetegn.
Hvidt, rødt, sort, sågar grønt har det været.
Men er det ene bedre end det andet?
Her tager vi et helt uvidenskabeligt, men grundigt kig på tallene bag Mikkel Hansens pandebånd.
Hvilket et skal vi håbe, han vælger i aften kl. 18.00, når Danmark spiller VM-kvartfinale mod Ungarn?
Kampen kan ses på DRTV og DR1 med optakt fra kl. 17.30.
Det glemte grønne pandebånd: 2,67 mål per kamp
Ved VM-slutrunden for ti år siden spillede Mikkel Hansen med et pandebånd, de fleste nok har glemt.
Det skete så også kun i tre kampe, at venstrebacken iførte sig et limegrønt af slagsen, der matchede de sko, han dengang trissede rundt i.
De få kampe giver et lille sammenligningsgrundlag, men for god ordens skyld kan det nævnes, at det blev til otte scoringer og et gennemsnit på 2,67 mål per kamp i grønt.
Se Mikkel Hansen - med grønt pandebånd - mod Tunesien ved VM 2013 herunder:
I begyndelsen var det sort: 4,06 mål per kamp
Det sorte pandebånd, eller hårelastik om man vil, blev primært brugt i den første tid af Hansens landsholdskarriere.
For eksempel dengang han scorede direkte på frikast under OL i 2008, ren magi, som du kan gense herunder:
Statistikken siger 16 kampe med 65 mål til følge. Et gennemsnit på 4,06 mål per kamp.
Hvid er favoritten: 4,99 mål per kamp
I over halvdelen af sine 249 landskampe har Mikkel Hansen spillet med hvidt pandebånd, hvilken viser, at det er venstrebackens foretrukne.
135 optrædener og 674 gange med blafrende netmasker, hvilket betyder et målsnit på 4,99 per landskamp for de danske håndboldherrer.
Det røde kan et eller andet: 5,99 mål per kamp
Her har vi fat i den farve, Mikkel Hansen har optrådt med næstflest gange.
67 kampe og 401 mål, hvilket giver et scoringsgennemsnit på 5,99 mål per kamp.
Det betyder altså, ifølge tallene, at håndboldstjernen scorer cirka 20 procent flere mål med det røde sammenlignet med det hvide.
Her kan også nævnes, at Mikkel Hansen aldrig har tabt en finale iført sit røde pandebånd.
Tiden uden pandebånd: 4,96 mål per kamp
24 gange har Mikkel Hansen spillet landskamp uden pandebånd. Her har bagspilleren scoret 119 gange. Det giver et målsnit på 4,96 i de kampe.