Danmark er i den tredje VM-finale i træk, men modstanderen er endnu ikke på plads.
Først efter den sene semifinale fredag aften mellem Frankrig og Sverige, ved de danske spillere, hvad der venter i søndagens finale i Stockholm.
Og umiddelbart har den danske målvogter Niklas Landin ingen præferencer.
- Nu kommer jeg nok med et kedeligt svar, men det er jeg sådan set ligeglad med. Det er to verdensklassehold, og det er svært at sige, hvem af de to hold der er stærkest eller svagest.
- Det kunne være sjovt at møde Sverige på deres hjemmebane, men samtidig er Frankrig dem, der har stået i allerflest finaler af alle hold, så det er også nogen, vi meget gerne vil slå, siger Niklas Landin.
Du kan se højdepunkter fra Danmarks semifinalesejr over Spanien her.
Frankrig-fordel vejer tungest
Også venstrefløjen Emil Jakobsen vægter de to mulige finalemodstandere lige højt.
- Det er fifty-fifty. Det er to rigtig gode hold, så det kan jeg ikke rigtig vælge imellem. Vi skal være på vores topniveau, hvis vi skal vinde over et af de to hold, siger Emil Jakobsen.
Heller ikke den danske stjernespiller Mikkel Hansen foretrækker det ene hold frem for det andet.
For uanset hvad venter der er en kamp mod et fremragende landshold, siger han.
- Det er egentlig lidt ligegyldigt om det bliver det ene eller det andet. Når man når så langt, er det kun gode hold, man møder. Vi må se, hvem det bliver, siger Mikkel Hansen.
Omvendt vil Henrik Møllgaard meget gerne slå svensken på deres hjemmebane.
- Som tommelfingerregel vil jeg altid gerne slå værtsnationen i finalen, og jeg synes også, at det kunne være dejligt at slå svenskerne. Også fordi de er skide dygtige, og det kunne være stort at slå dem på hjemmebane, siger den danske forsvarsgeneral.
Men det er alligevel ikke Sverige, han foretrækker at møde. For bliver det Frankrig, der trækker det længste strå i semifinalen, vil det allerede inden finalen være en gevinst for det danske landshold, forklarer Henrik Møllgaard.
- Den gulerod, som ligger ved at møde Frankrig og at få en OL-billet, allerede inden vi går i gang, den synes jeg alligevel vægter en del højere. Det er vi også nødt til at kunne tænke lidt i, siger Henrik Møllgaard.
Som værter er Frankrig allerede kvalificeret til OL. Derfor vil en fransk finaleplads sende OL-billetten videre til Danmark, inden guldet fordeles.
Danmarks VM-finale mod Frankrig kan ses direkte på DRTV og DR1 klokken 21.00 søndag.