Hvordan er styrkeforholdet mellem Danmark og Spanien? Se ekspertens vurdering her

DR Sportens håndboldekspert Camilla Andersen vurderer styrkeforholdet mellem Danmark og Spanien før VM-semifinalen.

Danmark og Spanien har begge spillere i verdensklasse, men på et parameter er det danske landshold bedst, vurderer Camilla Andersen. Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers (Foto: © collage)

De har stået i det før, håndboldherrerne.

I en semifinale mod Spaniens landshold, altså.

De to mandskaber har tidligere spillet drabelige opgør mod hinanden, og hen over de seneste ti år har spanierne også ad flere omgange vist sig at være Danmarks onde ånd, når de har mødt hinanden i knockoutfasen ved slutrunder.

Men hvordan er styrkeforholdet mellem Danmark og Spanien nu?

Det vurderer DR Sportens håndboldekspert, Camilla Andersen, herunder.

Målmænd

Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

- Danmark har i hvert fald verdens bedste målmand i Nicklas Landin. Han er kampafgørende og vores anfører. Vi har set kamp efter kamp, at han er afgørende for, at vi vinder alle de her medaljer.

- Perez de Vargas fra Spanien er også en verdensklassemålmand. Men de har også en målvogter, der hedder Coralles. Det er måske den bedste målmandsduo i verden. Vi så også i kvartfinalen mod Norge, at Perez de Vargas havde den ene pragtredning efter den anden, siger Camilla Andersen.

Forsvar

Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

- De er ikke helt oppe at ringe, og det skyldes også, at håndbold har udviklet sig til at være en angrebssport. Det er svært at have et forsvar, hvor man lukker mindre en 20 mål ind. Men Spanien er kendt for at have et virkelig, virkelig godt forsvar.

- Men jeg synes også, at vi er ved at være der. Jeg synes, vi dækkede fremragende op mod Ungarn. Så det er meget lige, for det er to gode forsvarshold, siger Camilla Andersen.

Angreb

Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

- Spanien er et godt hold i kontrafasen, og de har et angrebsspil, hvor man tænker, at det ikke ser ud af meget. Men på en eller anden måde formår de at score en masse mål og få det til at se let ud.

- Men det er her, jeg synes, Danmark stikker en smule af i forhold til Spanien. Vores angrebsspil er intet mindre end fremragende. Vores kontraspil er verdensklasse. Der er vi det bedste hold i verden, siger Camilla Andersen.

Trænere

Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

- Den spanske træner, Jordi Ribera, er måske den bedste taktiker overhovedet. Han er også uden sammenligning den mest initiativrige træner. Han er om nogen en træner, der formår at ændre taktik og finde nye løsninger i løbet af kampen. Han er vanvittig dygtig.

- Nikolaj Jacobsen er også virkelig god og også dygtig til at læse spillet. Men han er også virkelig god til at få spillerne til at udføre hans taktik, så det er to af verdens bedste trænere, siger Camilla Andersen.

I alt

Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

Med henholdsvis 23 og 22 stjerner tegner der sig et billede af, at semifinalebraget mellem Danmark og Spanien bliver uhyre tæt. Og det er også sådan, Camilla Andersen tror, kampen kommer til at udspille sig.

Men Danmark står dog alligevel med en lille fordel, mener hun.

- Det bliver en enorm tæt kamp, men jeg tror, at vi på grund af vores enormt gode angreb kommer til at vinde, siger Camilla Andersen.

Semifinalen mod Spanien spilles klokken 18, og du kan høre med live på DR P4 og DR Lyd-appen. Du kan også følge opgøret på dr.dk eller i DR's Nyhedsapp.