Danmark er 'pisseligeglade' med modstandere, rekorder og flyture: De vil bare have medaljer

Der var stor tilfredshed i den danske lejr ovenpå storsejren mod Ungarn onsdag aften.

Der var smil hele vejen rundt, da slutfløjtet lød. (Foto: © Anders Wiklund/TT, Ritzau Scanpix)

Det var et storspillende og storjublende landshold, der kunne række armene i vejret efter en storsejr på 40-23 over Ungarn i kvartfinalen onsdag aften.

En aften, hvor selv Nikolaj Jacobsen overgav sig og gav high-fives til spillerne, efter han havde var vidne til en vaskeægte magtdemonstration af de danske spillere, der sender dem sikkert videre til semifinalen ved VM i håndbold.

Og smilet var da heller ikke forsvundet, da landstræneren troppede op og svarede på spørgsmål kort efter slutfløjt.

- Det er rigtig dejligt. Det er blandt andet derfor vi er taget afsted, siger Nikolaj Jacobsen.

- For at man skal gøre det nemt, skal man også spille rigtig godt. Og det synes jeg, vi gør i dag. Jeg synes, vi dækker fremragende op. Vi klarede den fysiske opgave defensivt og løste tingene godt i angrebet med hurtigt spil.

Det var kampen spiller, Mathias Gidsel, enig i.

- Det er stort. Kvartfinaler er altid en svær størrelse. Vi ved, at hvis vi tabte i dag, ville det have været en kæmpe fiasko. Nu er vi inde i medaljekampen, siger Gidsel.

- Så jeg er virkelig stolt af vores præstation i dag. Vi giver ikke Ungarn en eneste chance. Det var måske lidt sløset i starten, men derfra var det en kæmpe præstation. Vi har endnu en gang lagt et nyt lag på i dag.

I videoen herunder kan du høre, hvad Mads Mensah havde at sige efter kampen:

Magtdemonstration og rekord-aften

Det var ikke meget, der lykkedes for Ungarn onsdag aften. Ja, faktisk kan man vel snildt sige, at det var en vaskeægte magtdemonstration uden at overdrive. Men det er vel egentlig ved at blive lidt en vanesag, når man ser de danske håndboldherrer træde ind på halgulvet.

Og det tyder det også på, når man kigger på statistikkerne. For med storsejren snupper Nikolaj Jacobsens tropper en vild rekord, som Frankrig satte for nogle år siden.

De bliver nemlig det hold i VM-historien, som har spillet flest kampe uden at blive besejret en enkelt gang. 26 kampe er det nu blevet til for danskerne, der altså cementerer deres plads i toppen af håndboldhierakiet gennem tiderne.

Men det er alligevel ikke noget, som de danske håndboldherrer vil bruge meget betænkningstid på efter opgøret, fortæller Henrik Møllgaard.

- Rekorden er en lille smule ligegyldig, men et udtryk for, at vi har været enormt dygtige de seneste VM-slurtrunder, og stadig er det, siger Møllgaard.

- Lige nu jagter vi den tredje titel, som betyder noget mere end rekorden. Men den er selvfølgelig også sjov, for jeg kan selvfølgelig godt høre, hvor vanvittigt det lyder at være ubesejret i 26 VM-kampe i træk. Det er næsten umuligt.

Både Mikkel Hansen (fire mål) og Mathias Gidsel (ni mål) var flyvende mod Ungarn. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Destination: Polen eller Sverige?

De danske håndboldherrer ved dog ikke før i aften, hvor semifinaleopgøret skal finde sted. Men kort efter slutfløjt var det ikke noget, der gik dem på.

- Lige nu er jeg fløjtende ligeglad med det. Jeg tager alle de ture, jeg skal på, hvis det er i bytte for en VM-semifinale, er det rigtig fint for mig, siger Nikolaj Jacobsen, som bakkes op af Mathias Gidsel.

- Det er jeg egentlig pisseligeglad med. Jeg tager til Gdansk eller Stockholm for at spille VM-semifinale, og det er fantastisk. Det har ikke været en nem vej, og jeg synes vi ser stærke ud. Så jeg glæder mig bare til at spille semifinale, siger Gidsel.

Og efter en dramatisk duel i tillægstiden blev det til sidst Spanien, der trak det længste i deres kvartfinaleopgør mod Norge. Det betyder derfor også, at spanierne bliver Danmarks modstandere i semifinalen.

Men om det blev den ene eller den anden ville ikke gøre ikke nogen forskel for de danske håndboldherrer.

- Vi plejer alligevel at spille drabelige opgør mod begge hold, siger Henrik Møllgaard.

Semifinalen mod Spanien spilles fredag d. 27. januar og du kan høre med live på DR P4 og DR Lyd-appen. Du kan også følge opgøret på DR.dk eller i DR's Nyhedsapp.

Husk, at du på søndag d. 29. januar også kan se VM-finalen og bronzekampen på DR1 og DRTV. Du kan også følge opgørene live på DR.dk eller i DR's Nyhedsapp.