Danmarks håndboldlandshold kan med god grund have et smil på læben i dag, for med fredagens sejr over Belgien er de kommet bragende fra start ved verdensmesterskabet.
Med den største selvfølge dansede de forbi deres modstandere, smækkede hele 43 kasser ind og kunne ved slutfløjt række armene i vejret og juble over den første sejr ved slutrunden.
Og de arme har tre af spillerne nok lidt svært ved at få ned igen her dagen derpå.
Lukas Jørgensen, Lasse Møller og Simon Pytlick fik nemlig alle VM-debut i opgøret mod Belgien, og den slags oplevelser er ikke ligefrem hverdagskost, fortæller 26-årige Lasse Møller, der har døjet med flere skader.
- Det var sjovt. Det var også lidt en forløsning. Det har jeg ventet lang tid tid på. Stemningen kunne jo ikke rigtig slåes, så det var en rigtig stor oplevelse, siger han.
Netop stemningen var da også noget ganske særligt i danskernes første VM-opgør.
Omkring 12.000 tilskuere klædt i rødt og hvidt var nemlig valfartet til arenaen i Malmø, og at have deres støtte i ryggen som debutant var en stor oplevelse, fortæller 23-årige Lukas Jørgensen.
- Det var vildere, end hvad jeg havde forestillet mig. Det er jo en sindssyg arena. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at få min slutrundedebut, siger stregspilleren.
Du kan se interviewet med 23-årige Lukas Jørgensen i videoen herunder.
Følelsen, den danske stregspiller har, lader til at gå igen hos den sidste af de tre debutanter, Simon Pytlick.
- Det var fuldstændig ubeskriveligt. Igen viste de danske fans, at de er verdens bedste. Nu har jeg gået og ventet et par dage på at få debut. Og jeg var da også utrolig tilfreds med det, jeg fik lagt for dagen. Så alt i alt kan jeg ikke lige sætte så mange ord på det, for det var bare fuldstændig fantastisk, siger den 22-årige bagspiller.
Rutinerede kræfter fik hvilet stængerne
Mens de tre debutanter tonsede rundt på banen og drev gæk med modstanderne, blev et par af de mere rutinerede kræfter sparet.
Det gjaldt blandt andre Henrik Møllgaard, der kunne se til fra bænken, mens hans unge holdkammerater på henholdsvis 22, 23 og 26 var med til at knuse modstanderne fra Belgien.
En beslutning, landstræner Nicolaj Jacobsen er godt tilfreds med.
For mens 38-årige Henrik Møllgaard har masser af erfaring, er de tre slutrundedebutanter fortsat relativt nye i landsholdsregi.
- Det var fint at give Lukas masser af værdifulde minutter, og det var også godt at se Lukas og Simon på banen sammen, siger Nikolaj Jacobsen.
Henrik Møllgaard selv glæder sig da også over, at de tre nye danskere i rødt og hvidt fik godt med minutter i stængerne.
Også selvom det måske var på hans bekostning.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at det blev en kamp, hvor der var mulighed for at give nogle minutter til debutanter og uprøvede kræfter.
- Det er ikke givet, at der er mulighed for det i sådan en åbningskamp. Jeg skal nok få minutter, når der er brug for det, men de her minutter til de unge er godt givet ud i en lang turnering, siger Henrik Møllgaard.
Danmark spiller næste VM-kamp allerede i morgen aften. Her venter Bahrain klokken 20.30, og det opgør kan du følge på DRTV og DR1.
