Aalborg Pirates møder Esbjerg Energy i semifinalernes syvende og sidste kamp i herrernes bedste liga i ishockey.
Med tre sejre til hver er det tirsdagens kamp, der vil afgøre, hvilket hold, der tager finalepladsen.
Spørger man Aalborg-træner Ronny Larsen, så lader han gerne favoritrollen gå til Esbjerg.
- Jeg har da læst, at Esbjergs træner har været ude og sige, at de er gode i kamp syv, så de må da gerne få favoritværdigheden, siger han.
Ronny Larsen mener dog, at hans mandskab har været dominerende i de seks foregående semifinaler mellem de to hold, men han har respekt for modstanderen.
- Jeg synes, vi har været det bedst spillende hold, ingen tvivl om det. Vi har været spilstyrende i mange af kampene, men de har været gode til at straffe de fejl, vi har lavet, siger træneren for Aalborg Pirates.
De to hold har gennem semifinalerne spillet tæt og ligeværdigt, og det er marginaler, der har afgjort kampene. Ronny Larsen peger blandt andet på Esbjergs kynisme og holdets styrke i overtalssituationer, som den største trussel mod Aalborg.
- De skal ikke have mange chancer, så scorer de. Hvor vi måske har brugt lidt flere skudforsøg på at få pucken ind, har de været skarpere end os, siger nordjydernes træner.
Og selv om Esbjerg-træner Mark Pederson mener, at hans hold er gode i kamp syv, er han heller ikke i tvivl om, at esbjergenserne får travlt, hvis de vil slå piraterne ud.
- Det er et godt hold, vi spiller mod. Deres stil er hurtig og aggressiv. Vi er nødt til at forsøge at tage noget af farten af ud af deres spil, og så er vi nødt til selv at være hurtige, fysiske og mentalt skarpe, siger Esbjergs træner.
Kampen mellem Aalborg Pirates og Esbjerg Energy spilles klokken 20.30. Du kan følge opgøret på TV 2 Sport.
Vinderen af aftens kamp skal møde Herning Blue Fox i finalen, hvor første kamp spilles den 13. april.