Der kan være en infernalsk larm i en ishockeyarena.
Og fredag aften fik den én over nakken i Aalborg, da hjemmeholdet tog imod Rungsted i den første finalekamp om DM-guldet.
3.000 røde plastichorn var købt ind til at fyre op under kedlerne. Og de lavede så hidsig en kulisse, at de allerede er droppet efter én kamp.
Det forklarer Lars Laursen, der er direktør i Aalborg Pirates.
- Vi synes egentlig, at det virkede efter hensigten – og måske endda bedre end forventet.
- Vi opfordrede til, at de blev brugt, når Rungsted var i overtal. Så der kom så meget larm, at man nærmest ikke kunne tænke. Og det synes jeg egentlig, at vi lykkedes med, men vi lavede også så meget larm, at vores egne spillere ikke rigtig kunne kommunikere. Så fordelen var måske ikke så indlysende, siger han.
Derfor bliver hornene altså heller ikke fordelt i arenaen, når tredje kamp tirsdag aften spilles i Aalborg.
- De har vel delt vandene, for vi har både fået mange positive tilkendegivelser, men også mange negative.
- Vi ønsker bare at skabe fest og ballade, og det ligger larm jo lidt op ad. Man kan ikke have ret i alt, hvad man finder på. Så sadler man om, og finder på noget andet.
- Vi siger, at vi gerne vil lave "ishockey med kant". Jeg tror, at det var det, vi var ude at teste, lyder det fra Aalborg-direktør Lars Laursen.
Han kan ligesom mange andre tv-seere huske VM-slutrunden i fodbold i 2010, som blev berømmet og berygtet for brugen af de støjende vuvuzelaer.
Og den sammenligning er Lars Laursen ikke meget for.
- Det er altså ikke der, vi er. Vi havde fra start sagt, at vi ikke ønskede vuvuzela-tilstande. Vi ønskede at skabe noget larm og stemning, og så er jeg med på, at der er forskellige oplevelser af, hvad det betyder, siger han.
Lars Laursen og klubben har i skrivende stund ikke planer om andre stemnings- eller støjskabende initiativer under finaleserien, men den nordjyske foretagsomhed lader sig alligevel ikke tøjle.
- Det næste må blive, at vi laver et marked et eller andet sted med alle de horn, vi har til salg, siger han med et grin.
Den tredje finalekamp mellem Aalborg Pirates og Rungsted Seier Capital spilles tirsdag kl. 18.00 i Aalborg. Der står 1-1 i serien, og der spilles bedst af syv kampe.
