Der var danskeropgør i verdens bedste ishockeyliga, NHL, fredag morgen dansk tid.
I Californien vandt San Jose Sharks og Mikkel Bødker 3-1 over udeholdet, Vancouver Canucks, der havde forsvarsspiller Philip Larsen med.
Jannik Hansen, der for får dage siden skiftede fra netop Vancouver Canucks til San Jose Sharks, var ikke med i kampen.
Canadierne fik den bedste start, da Bo Horvat bragte Vancouver foran efter syv minutter i første periode.
Men kun otte minutter senere var Mikkel Bødker på pletten.
To scoringer på fire minutter
Danskeren modtog en hård aflevering bag om Vancouver-forsvaret, og med en hurtig tæmning og et svirp med forhånden sendte danskeren pucken op i målhjørnet.
Derfra stod der San Jose på det meste i kampen mellem top og bund i Pacific Division, hvor San Jose ligger suverænt øverst, mens Vancouver er nummer seks ud af syv.
Men på trods af et stort pres var det først i anden periode, at San Jose trak afgørende fra.
Flere danskere i aktion
Her øgede San Jose til 3-1 via to scoringer på fire minutter. Først scorede den unge svensker Marcus Sörensen sit første NHL-mål, og derefter var det Logan Couture, der bragte californierne yderligere i front.
Herfra var der stilstand, og San Jose kørte en forholdsvis sikker sejr hjem.
Lars Eller og Washington Capitals fik i en tidligere kamp den 14. hjemmesejr i træk, da hovedstadsklubben slog New Jersey Devils 1-0.
Også Oliver Bjorkstrand og Columbus Blue Jackets vandt 1-0 i en hjemmekamp mod Minnesota Wild.
/ritzau/