Danmark var på forhånd kraftigt undertippede, og selvom det var en stor fight, så endte det med et nederlag til U20-landsholdet i åbningskampen ved VM i ishockey mod stormagten Sverige.
De første 10 minutter formåede danskerne ellers at holde svenskerne fra at score, og de blå-gule var lidt sløvt startende. Men stjernen Alexander Nylander, der i år blev draftet af NHL-holdet Buffalo Sabres i første runde af draften, bragte svenskerne foran.
Derfra var Sverige i fuld kontrol, og da den anden periode var slut lignede en rigtig lussing til de unge danskere. Her førte nabolandet med 6-0, og Nylander havde været på spil igen.
Danmark sluttede dog kampen virkelig flot i den sidste periode, som de faktisk endte med at vinde 1-0 på et mål af Nikolaj Krag-Christensen, som rent faktisk blev draftet af NHL-holdet St. Louis Blues i sommers.
Danmark spiller tirsdag mod Finland i den anden kamp af turneringen.
Sidste år var danskerne sølle 44 sekunder fra at slå den russiske bjørn ud i kvartfinalen, men de endte med at tabe i overtid.