Det kunne have endt i lykke, eufori og jubel på isen i Frederikshavn.
Men tirsdag aften indkasserede det danske ishockeylandshold et mål i det absolut sidste sekund af VM-kampen mod Tyskland, og så smuldrede kvartfinalebilletten ud af hænderne på dem.
Det tyske sejrsmål til 3-2 sendte Danmark i knæ, og resultatet betød endda også, at landsholdet ikke er en del af A-rækken ved næste VM.
Derfor må landsholdet nu rejse sig og starte forfra, fortæller anfører Josefine Jakobsen.
- Vi ville rigtig gerne have spillet i A-rækken ved næste VM også, men det skal vi ikke. Det bliver svært at komme op igen, men det er heller ikke umuligt. Det er surt og træls nu, men når vi kommer hjem, må vi begynde at se fremad og prøve igen, siger Josefine Jakobsen.
Du kan se interviewet med Josefine Jakobsen i videoen herunder.
Når skuffelsen over nedrykningen og den missede kvartfinale har lagt sig, bør Danmark dog kunne se tilbage på VM med en vis stolthed, fortæller DR Sportens ishockeyekspert, Henriette Østergaard.
For selvom de ikke altid spillede op til deres bedste under verdensmesterskabet på hjemmebane, fik de vist flaget flot frem. Og så var landsholdet også så tæt, man overhovedet kan komme på en VM-kvartfinale.
- Realistisk set har vi ligget i bunden af gruppen hele vejen, og at de så formår at skabe så fine resultater og være så tæt på at gå i kvartfinalen, det er flot og stort i sig selv, siger Henriette Østergaard.
Skal ride videre på succesfuldt år
Men der skal hjem og arbejdes, hvis Danmark skal rykke op i A-gruppen igen.
De rødhvide spillere mangler nemlig rutine, fortæller Henriette Østergaard, og det kommer kun, hvis man bliver ved med at spille kampe på højt niveau.
- Det kræver bare, at det bliver ved med at gå fremad i sporten. De skal blive ved med at spille mod hold, som de har mødt ved VM. Vi skal holde os til at planlægge træningskampe mod hold fra A-gruppen, siger hun.
Og muligheden for at igen at spille sig op på det øverste niveau skal også nok komme igen, tror ishockeyeksperten.
Selvom verdensmesterskabet ikke gik, som landsholdsspillerne nok havde håbet, vidner deres seneste år nemlig om, at niveauet er blevet højnet.
For lidt over et år siden slog de det tyske landshold for første gang, få måneder senere stod de på isen ved deres første vinter-OL, og indtil tirsdag aften var de også en del af det bedste selskab ved VM.
Og det kan de også godt komme igen, når et nyt verdensmesterskab starter i april, tror ishockeyeksperten.
- Vi har et momentum i dansk ishockey, vi ikke har haft før. Det sidste år har været helt vildt for pigerne. De har spillet de største turneringer, og det har været kæmpe. Der er jo ingen af dem, der er professionelle, det er ren hjerte, de lægger i det, siger hun.
Du kan læse mere om kampen mod Tyskland og se den dramatiske afslutning på opgøret her.