Nogle gange skal det gå stærkt, men det behøver måske ikke være med samme fart, som den Lars Ellers liv har haft de seneste dage.
Den danske NHL-veteran blev onsdag byttet fra Washington Capitals, hvor han har brugt de seneste syv sæsoner, til de forsvarende mestre fra Colorado Avalanche.
Og der var ikke meget tid til at strække benene og nyde den friske luft i Colorado, da Lars Eller landede senere på dagen.
Allerede om aftenen, blot syv timer efter offentliggørelsen af skiftet, var den 33-årige dansker på isen for sit nye hold, der tabte 5-7 til New Jersey Devils.
Eller startede i holdets tredjekæde, hvor han under kampen fik i alt 14 minutter og 28 sekunder på isen.
Efter opgøret udtalte Lars Eller til det lokale medie Colorado Hockey Now, at dagen ikke er en, han vil glemme lige foreløbig.
Danskeren ankom således til arenaen, blot 15 minutter før han første gang skulle på isen, og han mødte sin nye træner Jared Bednar cirka samtidig.
- Det har været et par mærkelige dage, og en mærkelig dag, når man har ventet på opkaldet (om et skifte, red.) skulle komme.
- Det var bestemt ikke min bedste kamp, men nu er jeg i gang, og jeg er begejstret over at være her, lød den umiddelbare reaktion efter nederlaget.
Har brug for rutinen
Selv om Lars Ellers lyndebut for Colorado Avalanche endte med et nederlag, så var holdets træner Jared Bednar tilfreds med de minutter, som danskeren fik på isen.
Nej, det var ikke verdens bedste kamp, men Lars Eller kommer med en masse rutine, som der er brug for i Colorado, lød det fra Jared Bednar.
- Vi har brug for det, som han kommer med. Så simpelt er det. Jeg spurgte ham, om han han havde lyst til at spille så hurtigt, og at det ikke ville rykke min mening om ham som spiller, hvis han sagde nej. Det ville han gerne, og han blev bedre, som kampen skred frem.
Lars Eller var dog ikke særlig imponeret over sin egen indsats i opgøret, men med kun syv timers forberedelse og en tur fra Washington til Colorado, så var der heller ikke så meget at skyde med.
Den rutinerede spiller, som er den eneste dansker, der har vundet Stanley Cuppen, ser dog frem til at lande i sin nye klub og by.
- Jeg forsøgte at bevæge mine ben og pucken, så hurtigt jeg kunne.
- Jeg har været i Washington i næsten syv år, og haft nogle gode sæsoner, så det er svært at efterlade så mange gode venner og oplevelser. Men på samme tid er jeg meget glad for at være her, og forhåbentligt kan vi skabe noget specielt.
Colorado Avalanche er forsvarende mester i NHL, men ligger lige nu på en sjetteplads.
I denne sæson har Lars Eller scoret 16 point (syv mål og ni assists, red.) i 61 kampe.