Frederik Andersen nærmer sig All-Star kamp

NHL ekspert peger på Frederik Andersen som målvogter for et af de fire All-Star hold.

Frederik Andersen kan blive den første dansker til at spille All-Star kamp i NHL. (Foto: © Robert Hanashiro, Scanpix)

Frederik Andersen kan meget vel blive den første danske ishockeyspiller nogensinde til at spille en All-Star kamp i den amerikanske ishockeyliga, NHL.

Den danske målvogter har imponeret eksperterne på NHL.com så meget, at de peger på ham som en kandidat til All-Star kampene, der spilles i Nashville 31. januar.

- Det er svært at vælge en målmand i en division, der ikke har nogle hold, der er totalt dominerende. Lige nu vil jeg dog pege på Frederik Andersen, som er fantastisk atletisk og har gjort det godt, selv om han ikke altid får meget hjælp defensivt af sine angribere, siger Kevin Woodley, der er ekspert på NHL.com.

Nye regler og flere hold

NHL introducerer i år et nyt format i All-Star kampene, hvor der i stedet for de normale to hold udtages fire hold bestående af to målvogtere, seks angribere og tre forsvarsspillere.

Herefter spilles der to semifinaler af 20 minutter, hvor hvert hold stiller med tre markspiller og en målvogter på isen. De to vindende hold mødes derefter i en finale. De fire divisioner skal hver udtage et hold med de bedste spillere, og hvert hold i ligaen skal være repræsenteret med minimum én spiller.

Frederik Andersens division har syv hold, og det må derfor forventes at Frederik Andersen har seks andre kandidater at slås med i kampen om en plads på holdet, der skal repræsentere Pacific Division i All-Star kampen.