Sekunderne forinden går bølgerne højt. Men så træder træner Mario Simioni ind i omklædningsrummet. Med usædvanlig meget alvor i stemmen beder han spillerne om at tie stille et kort øjeblik.

Han skal overbringe dem en ufattelig nyhed.

- Christian Larsen har fået kræft, siger han kortfattet.

Lyden forsvinder fra omklædningsrummet, som var det lys i en lampe, hvis ledning bliver flået ud af en stikkontakt.

- Der er ingen, der siger noget. Alle er helt mundlamme. Det er først, da vi kommer ud på isen, og folk bliver tvunget til at fokusere på noget andet, at den første åbner munden. Efter træningen er tavsheden igen total i omklædningsrummet, erindrer Frederikshavn-spilleren Christian Kristiansen om den septemberdag sidste år, hvor Frederikshavn White Hawks-spillerne for første gang får af vide, at deres målmand har fået testikelkræft.

23-årige Christian Larsen sidder på det tidspunkt på passagersædet i en grå Volkswagen på vej mod København. Tidligere på dagen har han selv fået beskeden af lægen. Han ringer til sin mor med det samme og fortæller, hvad lægen har sagt. Kort efter har hun sat kursen mod Frederikshavn fra hjemmet i Gentofte.

Hendes søn skal hjem.

- Det var en meget lang tur hjem til København, hvor vi forsøgte at trøste hinanden undervejs, erindrer Christian Larsen.

Den unge målmand skal opereres hurtigt. Ti dage senere er han på operationsbordet i Herlev. Efter at have været fuldt bedøvet i tre timer er hans højre testikel blevet fjernet gennem et snit i lysken.

- Da jeg kiggede ned, tænkte jeg bare: Shit, hvad er der sket?! Det var ikke bare en drøm. Jeg havde følelsen af at være vågnet midt i et mareridt. Jeg havde smerter, jeg manglede en testikel, og jeg var både blå, gul og øm. Det var et ekstremt scenarie at vågne op i sygesengen.

Han husker, at tankerne er fløjet rundt i hovedet, siden den torsdag for ti dage siden, hvor hans mor fræsede op gennem Jylland. Og sjældent har han tænkt så lidt på den sport, han elsker, ishockey. Sygdommen fylder.

Sejren var til dig

Kun én enkelt gang har tankerne om is under skøjterne strejfet Christian Larsen, mens han er hjemme ved forældrene i Gentofte forsøger at forstå den besked, som lægerne har givet ham.

Tre dage før operationen spiller holdkammeraterne fra Frederikshavn White Hawks nemlig sæsonens første ligakamp.

De forsvarende danske mestre fra Esbjerg Energy bliver slået med 3-1 på udebane.

- Hej Christian. Jeg håber, at du har det okay? Sejren i dag var til dig, taster klubbens træner Mario Simioni på telefonen efter kampen, inden han sender sms’en mod Sjælland.

Deres kræftsyge holdkammerat var i tankerne hos alle Frederikshavn-spillerne den aften. Og Christian Larsens bofælle, Christian Kristiansen, spillede en nøglerolle i opgøret, da han scorede kampens sidste mål.

Han tvang nærmest pucken i nettet. Præcis som han også havde tvunget klubbens læge til at undersøge Christian Larsens testikler efter en opvarmningskamp tre uger forinden.

Skylder vennen alt

I slutningen af august sidste år spiller de to kammerater begge i træningsopgøret mod tyske Bremerhaven. Efterfølgende smider de sig henslængt i de sorte lædersofaer, der står foran døren til omklædningsrummet i Frederikshavn.

Men Christian Larsen sidder ikke afslappet. Det spænder i skridtet. I refleks over smerten, får han sagt ordene om ømheden højt. Noget, han jævnligt har gjort det seneste år.

- Jeg har så ondt under kampen. De sidste 20 minutter tænker jeg udelukkende på, hvornår jeg kan komme ud i omklædningsrummet og få alt mit udstyr af, erindrer han om træningskampen.

- Det er en meget tung smerte. Det føles som om, at der er en, der trækker dig i testiklen konstant. Jeg kunne mærke præcis, hvor det var.

Christian Kristiansen kan også godt mærke, at hans gode ven har ondt. I et forsøg på at hjælpe får han fat i holdets fysioterapeut, der straks sender Christian Larsen til lægen.

Få uger senere har Christian Larsen fået konstateret kræft i den højre testikel.

- Jeg kan ikke takke Christian Kristiansen nok. Jeg skylder ham alt, lyder det ærligt fra Christian Larsen.

- Hvis ikke han havde sagt noget, så havde jeg stadig gået rundt med kræft i kroppen. Jeg havde ladet smerten stå på og bare nydt de dage, hvor jeg ikke kunne mærke den.

Tankerne skal væk

Et halvt år efter den skæbnesvangre træningskamp er Christian Larsen erklæret rask.

Men han skal stadig møde på Rigshospitalet for at blive tjekket hver fjerde måned. CT-scanninger, røntgen og prøver. Det hele skal klares her.

En af de dage, hvor formiddagen skal bruges, er en råkold februarmorgen, hvor regnen siler ned over Østerbro. København er malet mørk og grå. Vejret gør ingenting for at indgyde den unge ishockeymålmand med optimisme inden dagens undersøgelser på hospitalet.

Han har dagen forinden taget de næsten 400 kilometer på tværs af landet fra Frederikshavn til hjembyen København for at kunne møde op på Danmarks største sygehus.

Klokken er 7.30, og natten er så småt ved at blive til tusmørke, da Christian Larsen træder ind ad døren til afdeling tre. Det er tid til røntgen.

- Jeg var ret nervøs første gang, jeg skulle have taget prøverne efter min operation. Nu har jeg vænnet mig lidt mere til tanken, når jeg går ind ad døren.

Han tager selv elevatoren op til anden sal, hvor han melder sin ankomst ved skranken. Kort efter møder han sin mor, Marianne. Hun tager altid med ham, selvom hun ikke vil med ind på hospitalsstuerne, når der skal tages prøver.

Hun vil bare være der.

På hospitalsgangene er der gråt og goldt som udenfor. Tynde lige streger af tape i klare farver viser vejen til de øvrige områder på hospitalet, men væggene er hvide og blege. Det er et ørkenlandskab. Men det skræmmer ikke Christian Larsen så meget længere. Han kender rutinen. Det er anden gang, han er til tjek, siden han blev opereret den 4. oktober sidste år.

Efter at have været gennem røntgenfotografering og to forskellige scanninger er Christian Larsens dag på Rigshospitalet overstået. I dag hurtigere end forventet. Det tog kun to timer. Han skynder sig ned til bilen. Kæresten Sabrina venter på ham i Gentofte. Hun er mørkhåret, pædagog og god til at passe på ham.

Der skal ro til hovedet efter sådan en dag. Christian tager kæresten Sabrina med ud for at shoppe i København, de spiser frokost på en café og besøger Christians forældre om aftenen. I morgen skal han hjem til Frederikshavn.

De næste to uger skal Christian Larsen gå med tankerne om, hvad prøvernes resultat bliver.

Holdkammeraterne i Frederikshavn forsøger at holde Christians tanker på noget andet. Men tankerne samler sig alligevel om ét centralt spørgsmål:

Er kræften kommet tilbage eller er han blevet rask?

Da mor græd

Den 7. februar får han svaret. Christian Larsen er tilbage på Rigshospitalet. Tilbage på de golde gange, hvor han inden længe får resultatet af prøverne. Det er nervepirrende at vente. Men endelig. Væggene giver genlyd, da hans navn bliver råbt ud i gangen af en person i hvid kittel.

- Jeg er nervøs og sveder virkelig i håndfladerne, når jeg sidder der og venter.

Christian Larsens mor og Sabrina er også taget med på Rigshospitalet i dag. De venter ude på gangen, mens Christian Larsen går med lægen ind på stuen.

På gangen går tiden i stå, mens de venter. Inde på stuen hamrer Christians puls tæt på maks.

Det er gode nyheder. Pulsen falder.

Prøverne ser fine ud, og der er ingen tegn på, at kræften er tilbage i Christian Larsens krop.

- Du er så utrolig lettet, når du får sådan en besked. Du føler, at du kan klare det hele. Det er en kæmpe sejr i sig selv, når du kan lade skuldrene falde ned.

- Min mor græd lidt, da hun fik beskeden. Så kunne jeg se, at Sabrina også fik lidt tårer i øjnene, og så blev mine egne øjne også lidt våde, fortæller Christian Larsen. Nu kan de slappe af.

Dagen efter tager Christian Larsen hjem til Frederikshavn. Han skal i ishockeyhallen. Og han har gode nyheder pakket i tasken, som han pakker ud inden træning.

Humøret er tilbage i omklædningsrummet i Frederikshavn.

Og i dag beder Mario Simioni ikke spillerne om at tie stille et kort øjeblik.