Det danske ishockeylandshold er blevet ramt af det ene afbud efter det andet op til VM fra danskerne i NHL, men en enkelt spiller, der til dagligt huserer i den nordamerikanske ishockeyliga, har meldt sig under de danske faner.
Det drejer sig om 21-årige Nikolaj Ehlers, der i denne sæson har sat ny dansk pointrekord i netop NHL.
Og hvis Danmark skal gøre sig forhåbninger om at gå videre fra gruppen ved VM, skal Ehlers præstere på sit højeste niveau.
- Vi kan ikke komme udenom, at Nicolaj Ehlers skal levere ved det her VM. Han er vores store stjerne. Han er en fremragende spiller i NHL. Han er stadig en ung dreng, men han bliver bare bedre og bedre, og han kan blive en af de bedste spillere ved VM, for han er virkelig et stort navn. Han skal være der for Danmark, siger ishockey-kommentator Frederik Lindved.
De mange afbud fra de danske NHL-spillere er dog ikke lig med, at det danske hold ikke skulle være slagkraftigt.
- Der kommer til at være spillere, der får mere spilletid, end de er vant til. Men det betyder ikke – bare fordi der er en masse afbud fra NHL - at det er en masse unge drenge fra den danske liga, det er tværtimod et hold stort set udelukkende fra de europæiske topligaer, krydret med Nicolaj Ehlers, der er en stjerne in the making i NHL. Så det er spillere, der spiller på et rigtig højt niveau til daglig.
Målet er kvartfinalen
Danmark er kommet i en stærk gruppe ved VM. Gruppen tæller traditionsrige ishockey-nationer som Sverige, Rusland og USA, der alle må forventes at gå videre til kvartfinalen. Dermed er der blot en enkelt kvartfinale-plads tilbage at spille om for Danmark, værstnationen Tyskland, Letland, Italien og Slovakiet.
- Mange af de bedste spillere er her ikke, men derfor er det stadig et stærkt dansk hold. Og spørger man spillerne selv, vil de i kvartfinalen. Det var de sidste år, og det er målet igen i år, men det kræver, at danskerne spiller op til sit absolutte topniveau og måske også lidt mere, siger Lindved.
Skulle Danmark risikere at ende i den tunge ende af sin gruppe, vil det dog være en gratis omgang. Danmark kan nemlig ikke rykke ud af A-gruppen, fordi VM næste år skal afholdes på dansk grund.
Nøglekamp
Danmark skal i dag møde Letland i sin første kamp ved VM, og her er der ikke plads til slinger i valsen.
- Nogle gange til VM snakker man om, at man skal spille sig lidt ind i turneringen, men det er der ikke plads til for Danmark. Kampen mod Letland er en nøglekamp, hvis Danmark vil i kvartfinalen. Begge hold ligger i det her lag, der skal kæmpe om den sidste kvartfinaleplads. Så det er en kamp Danmark skal vinde.
- Letland er en udmærket ishockeynation, men Danmark har et okay tag på dem – de sidste tre VM-opgør mellem de to lande har Danmark vundet, siger Frederik Lindved.
Kampen mellem Danmark og Letland kan ses på TV 2 Sport fra kl. 12.15.