Når det gælder ishockey, bliver det ikke bedre end NHL. Cremen af verdenseliten i ishockey spiller i den nordamerikanske liga, der begynder i nat.
I alt syv danskere er klar til den nye sæson, men deres opgaver i deres respektive klubber er vidt forskellige. DR Sportens Frederik Lindved giver herunder et overblik over danskerne i NHL, samt hvad der kan forventes af dem i den kommende sæson:
Frans Nielsen, 33 år, forward, Detroit Red Wings
Første dansker i NHL og den mest rutinerede med sine 685 kampe. Detroit, som han skiftede til før sidste sæson, er historisk set et storhold i NHL, men holdet trænger til at blive genopbygget og kommer næppe til at blande sig i den sjove ende af tabellen i år. Stats 685 kampe - 136 mål, 254 assists = 390 point Løn 5.250.000 dollars om året - ca. 33 millioner kroner
Nikolaj Ehlers, 21 år, forward, Winnipeg Jets
Ung superstjerne, der efterhånden har overtaget titlen som det største danske hockeynavn. 25 mål og 64 point sidste sæson, hvilket med afstand var flest blandt de danske spillere. Og det kan meget vel blive endnu bedre i år. Han har en dødbringende fart i skøjterne og er blandt de hurtigste spillere i NHL. Spiller på et lidt so-so hold, der dog bør være i stand til at lave ballade. Stats 154 kampe - 40 mål, 62 assists = 102 point Løn Har netop underskrevet en ny syv-årig kontrakt til en samlet værdi af 265 millioner kroner.
Frederik Andersen, 28 år, målmand, Toronto Maple Leafs
Ubetinget førstemålmand i verdens største hockeymarked. Toronto har endda også det måske mest interessante hold i hele NHL. Med tre unge megastjerner oppe foran forventer omgivelserne store resultater allerede i denne sæson, men intet af det sker uden storspil fra Frederik Andersen i målet. Stats 191 kampe Løn 5.000.000 dollars om året - ca. 31 millioner kroner.
Lars Eller, 28 år, forward, Washington Capitals
Vigtig spiller, der fra sin center-position har mere fokus på det defensive end det offensive. Mange forventede sidste år, at Washington ville gå hele vejen, men vanen tro gik det galt i slutspillet. Stadig et rigtig godt hold med store stjerner - inklusiv russiske Alexander Ovechkin. Stats 523 kampe - 85 mål, 96 assists = 181 point Løn 3.500.000 dollars om året - ca. 22 millioner kroner.
Oliver Bjorkstrand, 22 år, forward, Columbus Blue Jackets
Ung potentiel stjerne med et fremragende skud, der er ved at bide sig fast i NHL. Han fik 26 kampe sidste år og lavede 13 point, og Columbus har meget store forventninger til ham. Holdet var gode sidste år og har til denne sæson hentet målfarlige Artemi Panarin, så de er værd at holde øje med. Stats 38 kampe - 10 mål, 11 assists = 21 point Løn Omkring 870.000 dollars om året - ca. 5,5 millioner kroner. Er ligesom Ehlers i det sidste år af sin entre level-kontrakt.
Jannik Hansen, 31 år, forward, San Jose Sharks
Rutineret fyr, der som den eneste dansker har været i Stanley Cup-finalen (og tabt). Blev i sidste sæson hentet til San Jose Sharks fra Vancouver Canucks, men en del af sæsonen blev ødelagt af skader. Sharks har et fornuftigt hold, der dog nok får svært ved at leve op til drømmen om slutspilssucces. Stats 580 kampe - 107 mål, 135 assists = 242 point Løn 2.500.000 dollars om året - ca. 16 millioner kroner
Mikkel Bødker, 27 år, forward, San Jose Sharks
Havde ikke sin bedste sæson sidste år og har nu virkelig brug for en
reboundsæson. Bødker har tidligere bevist, at han kan producere masser af point i NHL, og han har farten og evnerne til at komme tilbage på det niveau. Spiller på hold med Jannik Hansen i Sharks. Stats 544 kampe - 94 mål, 157 assists = 251 point Løn 4.000.000 dollars om året - ca. 25 millioner kroner