På isen i Carolina er dansk ishockeys største navn brandvarm

Frederik Andersen fører an i statistikkerne hos Carolina Hurricanes, der nærmer sig semifinalen i NHL's slutspil.

Frederik Andersen står med en redningsprocent på 93 i slutspillet af NHL. (Foto: © Jared C. Tilton, Ritzau Scanpix)

Isfanatikere i Herning og omegn vil måske huske, hvem det var, der lukkede medspillerne ud på isen i årene fra 2007 og frem.

Frederik Andersen, søn af den ishockeygale by, havde som andenmålmand i Herning tjansen, når holdkammeraterne skøjtede ud og ind under udskiftninger.

Scenariet virker skørt i dag, hvor Frederik Andersen i årevis har været Danmarks bedste målmand og samtidig en profil i verdens største ishockeyliga, NHL.

Netop nu beviser den 33-årige dansker det for Carolina Hurricanes, der er én sejr fra at nå semifinalen i kampen om at vinde Stanley Cup-trofæet.

Kun Lars Eller, der vandt trofæet med Washington Capitals i 2018, har haft danske hænder på trofæet.

Men Frederik Andersen spiller en nøglerolle for Carolina Hurricanes, og det er kun blevet tydeligere, som slutspillet er skredet frem. Med en samlet redningsprocent på 93,3 fører danskeren nemlig statistikken blandt de tilbageværende puckstoppere.

Har ikke brug for en spektakulær målmand

I Carolina Hurricanes er Frederik Andersen førstevalget på isen, og danskeren, der i sommeren 2021 ankom fra Toronto Maple Leafs, har da også formået at sætte sit aftryk i klubben og byen.

Carolina Hurricanes' fans elsker Frederik Andersen, skriver Walt Ruff, der er laver indhold til holdets egne nyhedskanaler.

Det siger Ryan Kennedy, journalist hos det amerikanske medie The Hockey News.

Danskerens popularitet på tværs af NHL har dog ikke taget et synderligt opsving, bare fordi det går godt i Hurricanes.

- Frederik Andersen har en god profil i NHL, og han fik åbenlyst en masse opmærksomhed, da han spillede for Toronto Maple Leafs. At han nu spiller på et rigtig godt hold i Carolina har ikke nødvendigvis styrket hans profil, men han bliver set som en rigtig stærk målmand.

Frederik Andersen (31) har indtil videre været på isen i 267 minutter i slutspillet. (Foto: © Karl B DeBlaker, Associated Press)

- Han har ikke samme popularitet som Andrei Vasilevskiy, der spiller i Tampa Bay Lightning, eller Marc-Andre Fleury, der står i Minnesota Wild, siger Ryan Kennedy.

Det er især danskerens rolighed, der har hjulpet Carolina Hurricanes så godt på vej, at holdet med hastige skridt nærmer sig en semifinale i slutspillet.

- Indtil videre har Frederik Andersen været solid for Hurricanes. De er et godt hold, som ikke har brug for, at deres målmand skal være spektakulær, men bare kompetent. Han har kun haft én skidt kamp mod New Jersey, men til gengæld har han lukket ned i resten af sine optrædener, siger Ryan Kennedy.

Stanley Cup vil booste ishockeyen i lokalområdet

Frederik Andersen har altså aldrig selv haft hænderne på det legendariske Stanley Cup-trofæ, men én gang tidligere er det lykkedes Carolina Hurricanes.

Tilbage i 2006 var det navne som Eric Staal og Rod Brind'Amour, som senere blev træner i klubben, der fik interessen for ishockey til at stige markant i området.

Skulle Carolina Hurricanes igen gå hele vejen, så forventer Ryan Kennedy, at Frederik Andersen har en væsentlig rolle at spille.

- Det vil være kæmpestort for Carolina Hurricanes at vinde Stanley Cup igen. Første gang de vandt den, voksede de enormt i popularitet lokalt, og det har skabt flere græsrodsklubber i området efterfølgende.

- Endnu et mesterskab vil gøre dem endnu mere populære og hjælpe ishockey på vej i staten. Frederik Andersen, når han ikke er skadet, har sørget for at være en sikker sidste skanse, der giver ro til, at holdkammeraterne foran kan lykkes. Det har de brug for, siger Ryan Kennedy.

Carolina Hurricanes spiller natten til fredag det femte opgør i serien mod New Jersey Devils. Hurricanes fører 3-1 i serien, der er bedst af syv, og kan med en sejr dermed sikre sig semifinalepladsen.