- Nej, det var det ikke.

Svaret kommer som et hurtigt håndledsskud, da spørgsmålet om drengedrømmen som professionel ishockeyspiller nogensinde var en karriere i Finland, falder.

- Drømmen var jo at komme til at spille herude.

Han markerer med hovedet i retning mod banen på isstadion i Herning.

- Hele min ungdom var drømmen at få lov til at spille på Hernings førstehold. Det var først, da jeg som 18-årig blev draftet til NHL, jeg tænkte, at der var en reel mulighed for at komme til Nordamerika. Men Finland var aldrig i tankerne dengang.

Det er det kommet siden hen, men mere om det senere. For selvom Peter Regin har spillet mere end 250 kampe i verdens bedste ishockeyliga, NHL, så er det alligevel Finland, som på mange måder er blevet Regins andet hjemland.

DR Sporten møder den 34-årige danske landsholdskaptajn 'hjemme' på Herning Isstadion, hvor det hele begyndte for mere end 30 år siden. Og man mærker hurtigt at Regin er velkendt i de kolde omgivelser på Herning Isstadion, for man når ikke mange skridt før der skal hilses på gamle holdkammerater, trænere og andre klubfolk.

Peter Regin er hjemme i det midtjyske for at holde formen ved lige. Den danske ishockeystjerne står nemlig uden klub efter kontrakten med det finske storhold, Jokerit, udløb før sommerferien, og coronapandemien har ladet en ny arbejdsgiver vente på sig.

Men det er ikke den uvisse jobsituation, der er omdrejningspunktet om dagens rendezvous. Det er ligesom bare noget som følger med, når man vælger at skøjte ned ad vejen som professionel ishockeyspiller. Nej, aftalen er at snakke om den NHL-drøm, som måske ikke helt blev indfriet, og om hvordan spilleglæden blev genfundet i Finland.

Drømmen indfries

For drømmen om førsteholdsishockey i Herning blev hurtigt indfriet for Peter Regin. Som 18-årig kunne han allerede kalde sig dobbelt dansk mester, og kigge på titler som årets bedste yngste spiller og årets danske spiller.

Og hvor kigger man så hen, når man drømmer stort som 18-årige ishockeytalent? Selvfølgelig til NHL, det forjættede land, verdens bedste ishockeyliga.

Og som med drømmen om førsteholdshockey i Herning, så går drømmen om NHL – selvfølgelig, fristes man til at sige - også i opfyldelse for Regin, da herningenseren den 20. januar 2009 blev den blot fjerde dansker til at sætte skøjterne på isen i NHL.

- Jeg kan huske, at det efter den første kamp var en virkelig en stor udånding. Nu havde jeg spillet den kamp, jeg havde gået og drømt om i fem år. Og da jeg scorede mit første mål et par kampe senere tænkte jeg; "okay, selvom jeg aldrig kommer til at spille en kamp mere, så har jeg scoret i NHL".

Endnu engang skulle der drømmes, og endnu engang var det stort. Nu skulle talentet for alvor forløses. Men selvom statistikken tæller 254 kampe og 71 point i verdens bedste ishockeyliga, hvor tilskuerne tælles i tusinder og lønningerne i millioner, så kunne det måske i virkeligheden være blevet til meget mere.

- På ingen måde vil jeg få det til at lyde som om, jeg er bitter, for jeg ville egentlig ikke have gjort noget anderledes. Jeg er glad og stolt over den NHL-karriere, jeg har haft. Men samtidig tænker jeg også, at det kunne være blevet til meget mere, hvis jeg havde været lidt mere egoistisk derovre. Tænkt mere på personlig succes fremfor holdets, og taget lidt mere for mig, fremfor at være ydmyg.

Og netop det med ydmyghed og holdånd er noget, som mange ishockeyfolk kan nikke genkendende til, når snakken falder på Regin. Det er da heller ikke uden grund, at valget som dansk landsholdskaptajn faldt på netop Regin, da hullet fra landsholdslegenden, Morten Green, skulle udfyldes i 2017.

Drømmen brister

Faktisk har det altid været sådan med Regin, at holdet har gået før ego’et. Det vidner er citat fra en gammel artikel om en 17-årig Peter Regin om. Ord som loyal og pligtopfyldende blev allerede dengang hæftet på stortalentet. Men spørger man, om det måske i virkeligheden er de dyder, som bare ikke harmonerede særligt godt med NHL, hvor albuerne ofte kan være lige så skarpe som skøjterne, kommer der alligevel en vis form for uenighed fra den anden side af bordet.

- Du kan altid komme lang med loyalitet og pligtopfyldelse, lyder det.

Ikke desto mindre var personligheden til sidst bare stærkere end ego’et, men derfor kan det i dag alligevel godt ærgre den 34-årige ishockeystjerne, at det ikke blev til mere i verdens bedste ishockeyliga.

- Ja, det kan det. Men omvendt, hvis jeg, da jeg var 18 år, fik at vide at jeg ville komme til at spille syv år og mere end 250 kampe i NHL, ville jeg takke ja alle ugens dage. Så på den måde er jeg stolt over overhovedet at være kommet igennem nåleøjet, lyder det fra Regin, som i sin NHL-tid nåede at repræsentere tre klubber.

Særligt en episode står klar, når der skal peges på, hvornår drømmen om NHL pludselig ikke længere var topprioriteten.

- Vi skulle på en udebanetur til Edmonton, Vancouver og Calgary, kommer det uden tøven fra Regin, som tydeligt husker dagen.

I Regins syvende sæson var han havnet på reserveholdet hos Chicago Blackhawks, og til den omtalte udebanetur manglede førsteholdet en spiller. Det var dog ikke Regin, men en noget yngre holdkammerat, der blev taget med på turen.

- Der tænkte jeg, at det var slut. Jeg følte klart, at jeg var bedste mand på reserveholdet, så den dag indså jeg, at NHL-tiden nok var ved at være forbi.

Hvordan var den erkendelse?

- Jamen den var hård. Men samtidig var jeg sådan… (trækker vejret dybt, red), jeg ved ikke hvilket ord jeg skal bruge, for jeg var ikke bitter. Det var mere; Nu skal jeg bare væk. Jeg havde simpelthen ikke motivationen til at blive bedre, når jeg kom til træning.

Spilleglæden var i Finland

Regin bad sin agent kigge til Europa, og valget faldt på den finske storklub Jokerit, som spiller med i den stærke russiske KHL-liga. Men selvom døren til NHL måske var på vej i, så stod den alligevel lidt på klem. En god sæson i KHL kunne bane vejen for et comeback til Nordamerika.

- Men jeg indså hurtigt, da jeg kom til Finland, at jeg simpelthen havde det for godt til at NHL var en dør, jeg havde lyst til at åbne igen.

Hvad var det du fandt i Finland, som lukkede døren til NHL?

- Mest af alt glæden ved ishockey. Både sporten, men også selve livsstilen. Hver dag, når jeg stod op, vidste jeg, at det her var et hold, jeg var en stor del af. Jeg behøvede ikke tænke på mine individuelle mål, men kunne koncentrere mig om holdets succes.

Men selvom Regin ikke er meget for at snakke om individuelle mål, så er det alligevel svært at komme uden om. I sine 295 kampe for finnerne er det blevet til 66 mål og 128 assists, hvilket gør ham til den mest scorende spiller i Jokerit siden finnerne i 2014 tilsluttede sig den russiske KHL-liga.

Og det er ikke kun på isen, danskeren har gjort sig bemærket. Allerede i sin anden sæson bliver Regin udnævnt til kaptajn – som den første ikke finske spiller i klubbens 52-årige historie.

- Efter min første sæson i klubben skulle vi have ny træner, og vores General Manager (sportsdirektør) spurgte, om jeg ikke lige havde tid til en middag med ham, for han ville gerne møde mig.

Mens de sidder og spiser på restauranten lige rundt om hjørnet fra danskerens bopæl i den finske hovedstad, begynder den nye træner nærmest – med Regins egne ord - at krydsforhøre ham.

- Han skulle både vide ting om staben, om holdet og alt muligt. Og pludselig ud af det blå siger han, at grunden til vi sidder der er, at han vil høre, om jeg havde lyst til at være kaptajn.

Og det havde Regin, selvfølgelig.

- Jeg kan huske, jeg ringede til mine forældre på vejen hjem fra restauranten. Og de var selvfølgelig stolte, lyder det fra Regin, med en stemme som heller ikke kan skjule, at han også selv er stolt, både over udnævnelsen, men også over de fire år, han bar C’et brystet.

- Det er en af de ting, jeg er allermest stolt af i min karriere. Det var et kæmpe skulderklap, og noget, hvor jeg indså, at jeg måske havde nogle kvaliteter, som rækker ud over spillet på banen.

Venner for livet

Det nåede at blive til fem sæsoner i den finske storklub, en tid som Regin ser tilbage på med den førnævnte stolthed, og også en tid, hvor netop livet udenfor banen har betydet lige så meget som spillet på, og venskaber er blevet knyttet for livet.

- Jeg havde en holdkammerat i Jokerit, som havde taget licens til at skulle været præst ved vores bryllup, som coronaepidimien så desværre udskød. Og han er sådan en person jeg ved, vil gå gennem ild og vand for mig, og jeg det samme for ham. Og det er sådanne venskaber, som i virkeligheden betyder allermest, og dem kan man jo ikke gøre op i mål og mesterskaber.

- Og når jeg engang lægger skøjterne på hylden, så vil tiden i Jokerit have en helt speciel plads i mit hjerte, og selvom det er på en anden hylde, så rangerer de fem år i Finland lige så højt, som min tid i NHL, lyder det fra Regin med et snert i stemmen af en lille finsk overvægt.

Og når vi nu er ved den der hylde med skøjter, som ikke længere skal snøres, så er det jo nærliggende lige at spørge ind til fremtiden. For selvom 34 år jo egentlig ikke er gammelt, så er det bare alligevel ved at være der oppe ad, når man er professionel sportsmand.

- Jeg håber på et par år mere i udlandet, og så at kunne vende hjem og afslutte her.

Og med her, mener Regin selvfølgelig Herning. Klubben, hvor det hele begyndte, præcis som for de unge håbefulde ishockeytalenter, som skøjter rundt i hallen inde ved siden af.

Hvilket råd vil du give til de små hockeyspillere, som skøjter rundt og håber på, at blive den næste danske ishockeystjerne?

- Det handler om at nyde sporten, kommer det fra Regin uden at tøve.

- Jeg tror ikke, man kommer lang, hvis man ikke synes, det er sjovt. Man kan ikke undgå, at der kommer perioder, hvor man virkelig skal grave dybt. Og hvis man ikke virkelig brænder for det, og synes det er sjovt, så tror jeg ikke, det kan lade sige gøre på den lange bane.

Det er vel egentlig også det råd, som førte dig til Finland, hvor du genfandt hockeglæden?

- Ja, lige præcis.