Rungsted-profil i guldrus: 'En kæmpe forløsning'

Rungsteds Nikolaj Rosenthal var en lykkelig mand, efter guldet kom hjem i Vojens fredag aften.

Nikolaj Rosenthal på isen i finaleseriens afgørende kamp. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

Nikolaj Rosenthal har ikke haft den dårligste uge i sit liv.

For få dage siden blev han far til en dreng, og fredag aften kunne han lade sig kåre som dansk mester. Endda som holdets overskyggende, offensive profil. Hele 14 scoringer i slutspillet blev det til for den 27-årige wing, der for seks år siden kom til Rungsted fra netop Sønderjyske, som blev slået sammenlagt 4-0 i finaleserien.

En helt speciel følelse for Rosenthal.

Rungsted Seier Capitals ejer, Lars Seier Chritensen, overrækker en guldmedalje til Nikolaj Rosenthal. (Foto: © Frank Cilius, Scanpix)

- Jeg kan ikke rigtig beskrive det. Det er et rigtig svært at sætte ord på. Det er rigtig stort, og det er et projekt, som vi har bygget op i seks år. Og nu står vi her med en kæmpe forløsning, det er det fedeste.

- Jeg tror, det kommer til at betyde rigtig meget for Rungsted som by. Det er, som om at den gamle æra og kultur er ved at komme tilbage, så det er super fedt, siger Nikolaj Rosenthal.

Et familieforetagende

Nikolaj Rosenthals far, Finn Rosenthal, har som penge- og idémand i Rungsted også en stor ære i genopbygningen af den nordsjællandske ishockeyklub.

Derfor betyder det danske mesterskab også ekstra meget for Rungsted-profilen Nikolaj Rosenthal.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at give min far et kæmpe kram. Han har rigtig stor ære i det her projekt, og det er der mange andre, som også har. Vi har bygget den her organisation som en familie, siger Nikolaj Rosenthal.