Svensker bliver ny ishockeylandstræner for Danmark

Mikael Gath afløser Heinz Ehlers som landstræner for Danmarks ishockeyherrer.

Mikael Gath tiltræder på en treårig kontrakt som dansk landstræner efter Heinz Ehlers, når VM er overstået. (Foto: © 11720 Erik Simander / TT)

Svenskeren Mikael Gath bliver ny landstræner for Danmarks ishockeyherrer. Det bekræfter Danmarks Ishockey Union over for TV 2 Sport.

- Jeg regner med, at vi får en mand ind, der tager dansk ishockey det næste skridt, siger Theis Møller, der er formand for Elitesportsudvalget hos DIU, der står bag valget af den nye landstræner.

- Han har kendskab til dansk ishockey, og han har både trænet herhjemme og trænet danske spillere, da han var ungdomstræner i Rögle. Men så har han også vist i Kristianstad, at han kan få meget ud af lidt i en underdog-rolle, siger han til TV2 Sport.

Det er efterhånden fem år siden, at Mikael Gath havde sin daglige gang i dansk ishockey, da han dengang stod i spidsen for Odense Bulldogs.

Han kommer i denne omgang fra et job som sportschef og træner hos Kristianstads IK i den næstbedste svenske række og afløser altså Heinz Ehlers, der stopper efter VM i Finland og Letland til maj.

Ehlers har været landstræner siden 2018. Han førte som den første landsholdet frem til vinter-OL, hvor hans tid som landstræner kulminerede med kvartfinalen ved OL i Beijing sidste år.

Ved VM sidste år førte han Danmark til niendepladsen, den bedste placering siden ottendepladsen i 2016.

Heinz Ehlers har været dansk landstræner siden 2018 og nåede blandt andet at føre det danske mandskab til OL i 2022 i Beijing. (Foto: © Mark Cristino, Ritzau Scanpix)

Vil holde Danmark i verdenstoppen

For hovedpersonen, der snart overtager for Ehlers, er det stort at være blevet udnævnt som landstræner for Danmark.

- Jeg er superstolt over at have fået jobbet som dansk landstræner og glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har kun godt at sige om dansk ishockey, siger Mikael Gath til forbundets hjemmeside.

Træneren har store ambitioner på landsholdets vegne, og han håber, at han sammen med spillerne kan opnå dem.

- At holde Danmark i verdenstoppen er en udfordring, som jeg virkelig ser frem til, og jeg er klar på de store ambitioner og mål, som venter de kommende sæsoner.

- Som træner er jeg passioneret og med stor vindervilje, og jeg vil gerne se mine spillere agere hårdt og kontant i forsvaret, men samtidig giver jeg rum til kreativitet og positiv ishockey, siger Gath.

46-årige Mikael Gath tiltræder altså jobbet på bagkant af VM i Finland i maj og har fået en aftale, der løber tre år frem i tiden.