Det blev ikke til point til Danmark i den første kamp ved VM på hjemmebane.
Svenskerne var for stærke og løb med sejren torsdag aften, 5-2. Det betyder dog ikke, at DR Sportens ekspertkommentator under VM, Henriette Østergaard, sidder med panden fuld af rynker.
For man må ikke glemme, at svenskerne havde de bedste forudsætnigner for at snuppe sejren, da de aldrig har tabt til de danske ishockeykvinder.
- Generelt set viste Danmark gode takter. Men der er mange ting, der kan fikses i forhold til egen zone, siger Henriette Østergaard.
Man så flere gange i løbet af kampen mod Sverige, at de danske spillere varmede pucken for meget på egen banehalvdel i stedet for at sende den op ad banen. Og det kan blive dyrt, hvis der ikke bliver rettet op på det til de sidste tre gruppekampe.
Særligt mod gruppefavoritten, Tjekkiet, der venter lørdag aften.
- Der skal mere styr på aftalerne i egen zone, og så skal der spilles mere simpelt. En hurtig pasning, og så skal den ud, lyder meldingen Henriette Østergaard, der er tidligere kaptajn på det danske landshold.
Flere gange i kommenteringen opfordrede hun de danske spillere til at 'skovle pucken ud af egen zone', men meldingen nåede ikke fra kommentatorboksen og ned på isen i Frederikshavn.
- Pucken skal hurtigere væk, fordi modstanderne er så hurtige og presser så hårdt. På det her niveau er det marginaler, der gør, om man har en god eller dårlig dag, siger Henriette Østergaard.
Næste kamp bliver den sværeste
Der er til gengæld roser fra ekspertkommentatoren, når det kommer til de danske spilleres indstilling.
For selvom svenskerne var foran både 4-1 og 5-2 i sidste periode, blev danskerne ved med at kæmpe.
- Det er momenterne fra tredje periode, hvor vi presser hårdt på og spiller mere fysisk, vi skal føre videre i turneringen, siger Henriette Østergaard.
Men der skal mere til end bare hårdt arbejde på lørdag mod de stærke tjekker, som Danmark overraskende slog ved OL tidligere på året.
- Tjekkiet er klare favoritter i gruppen, så de danske spillere skal have is i maven og spille kontrolleret. Ligesom til OL.
- Og så skal vi udnytte de chancer, vi får. For dem kommer der ikke ret mange af, siger Henriette Østergaard.
Se målene fra Danmarks nederlag til Sverige i videoen herunder:
Den køber landsholdets center Nicoline Jensen. Det handler om at være koncentreret i alle tre gange 20 minutter.
- Vi skal spille virkelig disciplineret. Men vi har gjort det før, så vi tror på det hele vejen, siger hun.
Det er tale om et 'rent drømmescenarie', hvis OL-succesen skulle gentage sig, og Danmark lykkes med at få noget som helst med fra opgøret mod Tjekkiet. Derfor er det, ifølge Henriette Østergaard, de sidste to gruppekampe, der bliver afgørende for Danmarks VM-skæbne.
- Vi skal ikke sætte næsen op efter, at det er mod Tjekkiet, Danmark vinder. Vi skal i stedet gå efter at vinde de sidste to kampe mod Ungarn og Tyskland, siger hun.
To modstandere, der på papiret er lettere at bide skeer med for Danmark. Tyskland slog det danske landshold i OL-kvalifikationen i november sidste år, mens Ungarn er blevet besejret to gange i optakten til VM.
For der skal point på tavlen, hvis Danmark ikke skal slutte på sidstepladsen i gruppen, hvilket vil betyde nedrykning til det næsthøjeste landsholdsniveau.
Du kan se Danmarks næste gruppekamp mod Tjekkiet på DRTV fra klokken 19.25 lørdag aften.