Danmarks ishockeykvinder kæmpede forgæves mod overmagten Tjekkiet, der i Frederikshavn vandt 5-1 i VM's anden gruppekamp.
Det begyndte ellers lovende for de undertippede danskere, da Michelle Weiss, hjulpet på vej af en omgang horribelt målmandsspil, kunne sende danskerne i front efter 12 minutter.
Tjekkiet fortsatte dog med at dominere opgøret, og få minutter inden første periodes afslutning gik den ikke længere.
Med en kvinde i undertal kunne det danske forsvar ikke dæmme op for Katerina Mrazova, der med en flot scoring gjorde det til 1-1.
Danskerne brugte en stor del af opgøret på at være i undertal, og selv om de forsvarede sig efter bedste evne, og især Lisa Jensen i det danske mål stillede sig flot i vejen, så kom det uundgåelige føringsmål fra tjekkerne, da Natalie Mlynkova med få minutter tilbage af anden periode gjorde det til 2-1.
Tredje periode var blot få sekunder gammel, da Daniela Pejsova øgede føringen til 3-1, og derfra var det svært at se en vej tilbage for danskerne.
En overtalsperiode for Danmark med ti minutter tilbage af opgøret gav danskerne muligheden, men tæt på kom det aldrig.
I stedet satte Michaela Pejzlova trumf på to gange med få minutter tilbage, da hun sendte Tjekkiet til tops i VM's gruppe B.
Greb chancen i målet
For Lisa Jensen, der for første gang under VM var på isen for Danmark, var det en speciel oplevelse i Frederikshavn.
- Vi har prøvet et B-VM på hjemmebane, og det er slet ikke det samme. Vi har en virkelig flot kulisse, der er rigtig mange fans her, og det er bare dejligt, siger Lisa Jensen.
Hun blev, på trods af at hun fem gange måtte hente pucken ud af buret, kåret til kampens bedste danske spiller.
- Jeg er altid kritisk, genser alle mål og vil altid gerne gøre det bedre. Jeg synes ikke, at 5-1 er godt nok, men vi gjorde hvad vi kunne i dag.
-Det er dejligt at komme i gang, og så på hjemmebane. Det er det, jeg har ventet på. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men det gik ikke helt som det skulle, siger Lisa Jensen.
Danmark har efter to kampe ved VM i ishockey stadig nul point, og nu venter der to nøglekampe, hvis drømmen om at avancere ved VM skal lykkes.
Allerede søndag venter Ungarn, mens sidste gruppekamp spilles mod Tyskland på tirsdag.
Især kampen mod ungarerne bliver vigtig for Danmark, som meget gerne vil undgå at rykke ud af A-gruppen.