En sejr er en sejr.
Sådan lød ordene fra den danske landsholdsspiller Frans Nielsen efter tirsdagens sejr på 2-1 over Italien ved VM i Finland.
De danske ishockeyherrer var store favoritter mod italienerne, men pucken gjorde ikke helt, som de danske spillere ønskede det i opgøret, hvor kun to af de 45 danske skud på mål blev omsat.
Og det skyldtes en italiensk målvogter, der får credits fra den danske profil Frans Nielsen.
- Det kunne lige så godt være blevet en anden kamp. Vi gør det svært for deres målmand, men de ville ikke ind i dag. Sådan er det. Vi tager de tre point, og så er vi videre, siger Frans Nielsen efter kampen til TV 2 Sport.
Måltavlen var misvisende i forhold til kampbilledet, hvor danskerne var mest på pucken og oftest bød sig til.
- De begraver sig lidt og scorer et mål, og det gør det svært for os. Vi vinder 2-1, og det synes jeg er helt fortjent, siger landsholdskollega Nicholas B. Jensen til TV 2 Sport.
En fortjent sejr over Italien er en mild underdrivelse, vurderer ishockeyekspert Olaf Eller.
- 45 afslutninger mod 15 taler et tydeligt billede om en klar dansk dominans. Nogle gange vinder man sådan en kamp med 5-1, nogle gange vinder man 2-1, og det var godt, vi vandt, siger Olaf Eller.
Med sejren over Italien har Danmark nu to sejre efter tre gruppekampe ved VM, hvilket placerer Danmark på gruppens tredjeplads med en bedre målscore end Tyskland på fjerdepladsen.
De to mandskaber mødes torsdag eftermiddag i Danmarks fjerde gruppekamp, og det bliver med et anderledes kampbillede til følge, fortæller Olaf Eller, der kommenterede Danmarks kampe under vinterens OL for DR.
- Tyskland er en modstander ikke langt under Schweiz’ niveau, så vi skal løfte os et niveau fra i dag. Vi skal spille endnu hurtigere pasningspil og blive lidt skarpere i afslutningerne.
- Det bliver en anden kamp, hvor Tyskland kommer til at have pucken mere. Det betyder, at tyskerne kan ende i nogle situationer i forsvarspillet, hvor de ikke er helt så godt organiseret, hvilket vil give Danmark lidt mere plads at angribe på, siger han.
Danmark skal i alt spille syv kampe i gruppe A, hvorfra de fire øverstplacerede hold i går videre til kvartfinalerne.
Dansk dominans men manglende skarphed
Favoritrollen var til at få øje på på isen, hvor Danmark dominerede spillet fra kampens begyndelse.
I første periode var Danmark i overtal af to omgange, men trods talrige afslutninger og tungt pres lykkedes det ikke de danske spillere at score.
De danske spillere legede rundkreds om det italienske mål, men kampens første scoring lod vente på sig. Knap 16 minutter skulle der gå, før Nikolaj Ehlers udnyttede et dansk overtal.
Den danske NHL-spiller udnyttede et angreb, der ellers lignede, at det var ved at løbe ud i sandet, men Ehlers fangede bolden i venstre side, hvorfra han drev pucken mod mål og sjaskede den ind ved forreste stolpe.
I anden periode modtog Danmark to udvisninger for slashing - ulovligt sving med staven - hvilket kostede på isen, da Alex Petan udnyttede et italiensk overtal og sendte pucken forbi Sebastian Dahm i det danske mål.
En stilling, der holdt perioden ud, og som stred med både skudstatistik og favoritværdighed. Danmark havde haft 28 flere skud på mål end de undertippede italienere, men på måltavlen var alt lige.
Det fik Mathias Bau dog rettet op på efter knap to minutter af tredje periode, hvor han bragte Danmark tilbage i front efter et flot dansk angreb, der sikrede sejren.
Dermed er pointtotalen på seks point efter tre kampe for de danske spillere, der møder Tyskland torsdag eftermiddag i det fjerde gruppeopgør.
