Dansk lejr godkender overstået ishockey-VM trods nederlag i sidste kamp

Både landstræner og kaptajn kalder slutrunden for godkendt.

Det danske ishockeylandshold har vundet to og tabt fem kampe ved VM. (Foto: © Joe Klamar, Scanpix)

Danmark sluttede tirsdag aften VM i ishockey af med et nederlag til værterne fra Slovakiet efter straffeslag.

Den ordinære kamp endte 1-1, og efter en målløs ekstra periode var slovakkerne skarpest alene med målmanden.

Dermed sluttede landsholdet med to sejre og fem nederlag, hvilket resulterede i en sjetteplads i gruppen og samlet 11. plads i turneringen.

Alt i alt et godkendt VM, hvis man spørger holdets kaptajn, Peter Regin.

- Jeg synes, vores VM er godkendt. Nogle gange er vi lidt for negative og sætter forventningerne for højt i forhold til, at vi skal nå i kvartfinalen. Succeskriteriet er ikke altid det. Vi er nødt til at være realistiske, siger Peter Regin.

Også landstræner Heinz Ehlers var i sin evaluering af slutrunden godt tilfreds. Han peger, ganske som sin kaptajn, på, at målsætningen skal være realistisk.

- Jeg er rimelig tilfreds. På forhånd ville jeg have sagt, at det her var realistisk med det hold, vi havde med. Der var måske større forventninger hjemmefra og fra medierne, men nationer som USA, Canada og Finland er ekstremt stærke, siger Heinz Ehlers.

Dansk jubel efter sejren over Frankrig i første kamp ved VM. (Foto: © Joe Klamar, Scanpix)

Tilfreds trods nederlag

VM bød undervejs på en overtidssejr imod Frankrig. Herudover slog det danske hold også Storbritannien med hele 9-0, og selvom det ikke blev til en sejr i slutrundens sidste kamp, var den danske træner tilfreds med måden, hvorpå det danske hold sluttede af.

- Det var en god afslutning. Jeg kunne have frygtet, at spillerne var flade, men det var de ikke. Jeg er glad for indsatsen, og jeg er stolt over, at vi fik ét point i den her kulisse.

Danmark har tidligere nået kvartfinalen ved VM to gange. Første gang var i 2010, mens det også lykkedes de danske drenge at blive blandt de otte bedste i 2016.