Det havde ikke været Nicklas Jensens VM op til kampen mod Norge, hvis man udelukkende skulle vurdere angriberen ud fra antal scoringer.
Den danske angriber, der ofte har været topscorer for landsholdet, havde på trods af flere åbner chancer under VM ikke fået sendt pucken i nettet, og derfor var det lidt af en forløsning fredag aften for danskeren, der med to mål i 3-0 sejren for alvor stemplede ind.
- Jeg har brændt en del chancer, så det var en lettelse. Især fordi det var vigtige mål. Jeg havde en god følelse inden kampen, og når vi så spiller kanon som et hold, så det gør det tingene nemmere, siger Nicklas Jensen, der med stor sandsynlighed kommer til at få mulighed for at udbygge sin VM-total, når Danmark møder Sydkorea klokken 16.15.
Et hold, som ligner det svageste hold på isen under VM.
Resultaterne taler da heller ikke for, at Sydkorea skal spænde ben for Danmarks vej mod kvartfinalen. Efter fem kampe står sydkoreanerne noteret for fem kampe og nul point.
Derudover har de en målscore på 2-43.
- Situationen er helt kanon for os, men det er stadig én kamp ad gangen. Vi bliver nødt til at respektere Sydkorea, og hvis vi går ud og tænker, at dem skal vi nok tage, så bliver det svært, for der er ikke nogen hold, som er nemme at gå igennem. Sydkorea arbejder hårdt, og det kan godt være, de ikke har store stjerner, men de kan altså godt spille ishockey, og det skal vi respektere, siger Nicklas Jensen.