Syv kampe, to sejre og fem nederlag.
Det er facit for det danske ishockeylandshold, der dermed forlader VM-slutrunden i slovakiske Kosice med en sjetteplads i gruppen og en samlet 11. plads.
Dermed var danskerne både langt fra at gøre sig gældende omkring kvartfinalepladserne - og blive fedtet ind i nedrykningsspillet. I stedet blev det lidt af en blød mellemvare for landstræner Heinz Ehlers' udvalgte, vurderer DR’s ishockeykommentator Frederik Lindved.
- Det var en slutrunde, som aldrig blev ophidsende fra dansk side. Danmark tabte knebent nøgleopgørene mod Tyskland og Slovakiet, men var heller ikke i fare for at rykke ud. Derfor bliver det lidt af en blød mellemvare, hvor der ikke var voldsomt meget på spil, siger Frederik Lindved, der samtidig godkender den danske indsats ved slutrunden i Slovakiet.
- De to nederlag stikker selvfølgeligt negativt ud, men det var de små marginaler, der afgjorde det. Det har ikke været skuffende, for ud fra de forudsætninger, man har haft på holdet, så er det godkendt. Man kunne ikke forvente mere end dette resultat, siger han.
Freerik Lindved hentyder til, at landstræner Heinz Ehlers modtog hele 10 afbud til denne slutrunde, deriblandt fra NHL-spillerne Frederik Andersen, Frans Nielsen, Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand.
Havde Danmark haft dem til rådighed, havde forventningerne og kvaliteten været noget anderledes.
- Det ville have gjort en verden til forskel. Med de spillere havde vi haft et bedre hold end Tyskland og Slovakiet, og så havde forventningen været, at vi skulle vinde de to opgør, og pludselig ville en kvartfinaleplads have været inden for rækkevidde.
- Men uden dem har Danmark ikke nok kvalitet. Vi er en meget lille ishockeynation, og vi har ikke råd til, at spillere af den kaliber ikke er med. Derfor kan vi heller ikke forvente mere end det resultat, som landsholdet leverede, siger Frederik Lindved.
Skal ikke forvente kvartfinale
Den almindelige danske ishockeyfan har måske haft større forventninger til landsholdet – især på baggrund af, at Danmark nåede kvartfinalen i 2016 og var én kamp fra at gøre det samme sidste år ved VM i Danmark.
Men ifølge DR’s ishockeykommentator skal man ikke forvente, at en lille nation som Danmark skal nå kvartfinalen hver slutrunde.
- Danmark har kun formået at kvalificere sig til kvartfinalen to gange i alt, og det viser også, at der er mange andre nationer, der er bedre end Danmark. Udfordringen for den danske sportsfan er at acceptere, at Danmark tit vil være en del af den bløde mellemvare og ender i midterfeltet.
- Man må være realistisk, for Danmark er ikke en top 8-nation i verden. Så man skal være lykkelig for, når det endelig sker, at Danmark kommer i kvartfinalen. I år var forudsætningerne ikke til det. Det var et forventet og godkendt resultat, siger Frederik Lindved.
