Efter en hård landing ved B-VM i Frankrig har det danske kvindelandshold i ishockey fundet melodien.
For selv om åbningskampen mod værtsnationen blev tabt 2-3, så vandt danskerne den efterfølgende kamp med hele 6-3 over Slovakiet. Og onsdag blev det til endnu en sejr, da Norge blev besejret 1-0.
Danmark indtager derfor andenpladsen i puljen inden de to sidste kampe, og dermed kan ambitionen om at rykke op blandt de ti bedste nationer i verden stadig indfries.
Men det kræver, at Danmark vinder sine to sidste kampe, lyder det fra landstræner, Hasse Hintze.
- Det er fint at have drømmene, og det er stadig ønskescenariet for os at vinde puljen. Men vi kan se, hvor tæt gruppen er, så det er helt ned til hvert skift og hver periode. For at kunne vinde gruppen skal vi vinde vores to sidste kampe, mens Frankrig sætter point til. Det er utrolig åbent, og vi må se, hvor langt det rækker, siger Hasse Hintze.
Håber på en stime
Danmark mangler ifølge landstræneren at møde puljens to stærkeste hold. Østrig og Ungarn. Efter to sejre i streg er selvtilliden dog god på det danske hold, der fredag møder Østrig.
Fokus er først og fremmest på fortsætte den opadgående kurve, som hans spillere har vist.
- Vores niveau er steget i løbet af turneringen. Vi har været spilstyrende i alle tre kampe, og vi har et højt niveau.
- Østrig har et par topspillere, som er rigtig stærke, og så har de et jævnt dygtigt hold derudover, så det bliver tæt igen. Men lad os håbe at, at vi er inde i en stime nu, siger Hasse Hintze.
Kampen mod Østrig spilles fredag, mens det lørdag er Ungarn, der danskernes modstander.