Når tingene går den forkerte vej, så er den bedste strategi ofte at holde hovedet koldt.
Lørdag valgte landstræner Heinz Ehlers dog at gå i den modsatte retning, da første periode mod USA var overstået. Det danske ishockeylandshold havde efter en opløftende start på kampen indkasseret hele fire mål i de sidste ti minutter af første periode, og det fik landstræneren til at tale med store bogstaver i omklædningsrummet.
- Jeg er ekstremt skuffet over, hvor mange der slog op i banen på det tidspunkt. Det må jeg bare sige.
- Jeg synes ellers, at vi får en rigtig god start på kampen, men så kollapser vi totalt efter deres første mål. Efter første periode er det jo bare transportstrækning resten af kampen. Vi ved jo alle sammen godt, at når man er bagud 0-4 mod USA, så får man det nok ikke lige vendt.
- Det er ekstremt frustrerende, at vi laver så mange individuelle fejl. Og at vi inden kampen lægger en masse taktik, og så følger vi det ikke på isen, siger Heinz Ehlers.
Må komme videre
Med nederlaget har det danske landshold reelt udspillet muligheden for at spille sig videre til kvartfinalen, og mandag venter endnu en stor mundfuld, når danskerne løber på isen for at møde verdensstjernerne fra Canada.
Derfor skal USA-kampen lukkes ned, så holdet kan komme videre i teksten, og få sluttet godt af i de to resterende kampe.
- Det her handler om, at vi kan få vist spillerne de fejl, som vi laver, så vi kan få justeret det. Det er i orden at være frustreret og skuffet, men vi skal også videre, siger Heinz Ehlers.
