VIDEO Det danske ishockeylandshold hylder nytilkomne NHL-profiler

Der er ros fra holdkammeraterne til NHL-spillerne Frederik Andersen og Frans Nielsen efter deres afgørende rolle i Danmarks straffeslagssejr.

Danmarks sejr efter straffeslag i den første kamp ved ishockey VM på hjemmebane blev sikret af NHL-profilerne Frans Nielsen og Frederik Andersen.

Frans Nielsen lykkedes som den eneste af samtlige ti straffeskytter at passere målmanden og sende pucken ind i netmaskerne.

Frans Nielsen er kendt for sine evner indenfor disciplinen, og hans mål blev afgørende, da Frederik Andersen i målet samtidig gjorde kort proces med modstandernes straffeskytter.

Det høster roser fra holdkammeraterne.

-Det er uhyr vigtigt, at de er kommet hjem og spiller med. De viser begge to, at de er de bedste spillere på vores hold, siger Peter Regin.

En mur af international kvalitet

Han er verdensklasse. Det vidste vi han er. Det er dejligt at have en målmand som vi kan stole på. Det gør at vi ikke bliver nervøse og kan slappe lidt af, siger Frederik Storm om sin holdkammerat i målet.

Den samme uforbeholdende ros til den danske målvogter kommer fra Peter Regin.

Frederik er en kæmpe tilgang for os. Han har en god ro i målet og laver nogle kæmpe redninger. Blandt andet, da de lige er kommet på to mod to, forklarer Peter Regin.

I videoen i toppen af artiklen kan du høre Frans Nielsens egne tanker om sejren.