Islandsk magi bygger på hård træning

Island kan skabe VM-magi, hvis Kroatien bliver besejret i playoff-kampene.

Island er mere end dobbelt så stort som Danmark, men målt på indbyggertal er nationen med det barske vulkanlandskab og til tider ekstreme vejr blot på størrelse med Aarhus.

Skulle den lille fodboldnation kvalificere sig til VM i fodboldens andet hjemland, Brasilien, til næste år, bliver de den mindst folkerige nation nogensinde til at deltage i den største fodboldturnering af dem alle. Imponerende.

Med Danmarks stærke tradition for eventyrskrivning in mente, skal man være kynisk skruet sammen, hvis man ikke kan se magien i en eventuel islandsk deltagelse ved VM i 2014.

Til trods for det eventyrlige, så skyldes Islands kvalifikation til november måneds play off-kampe mod Kroatien dog ikke overnaturlig hokus pokus. Det fortæller Stefan Stefansson, der i sine unge dage spillede sammen med faderen til det islandske landsholds største stjerne Eidur Gudjohnsen, Arnor Gudjohnsen. 

I dag arbejder Stefan Stefansson som sportsjournalist på den islandske avis Morgunbladid.

- Den yngre generation på holdet har haft bedre uddannede ungdomstrænere, og er ikke bare blevet trænet af en fyr, der tilfældigvis lå inde med en fløjte. Der har været fokus på at forbedre de unge spilleres teknik, mens det fysiske er blevet skubbet lidt i baggrunden, til spillerne er blevet ældre. Derudover har mange af spillerne på A-landsholdet spillet sammen på ungdomslandsholdet og kender derfor hinanden godt, siger Stefan Stefansson.

Stefansson mener desuden, at det kan se endnu bedre ud, når der skal udklækkes islandske fodboldtalenter fremover - faciliteterne for at spille fodbold i vinterperioden i det vejrmæssigt barske land er således blevet kraftigt forbedret med eksempelvis flere indendørsbaner med kunstgræs inden for de seneste ti år.

At flere gode islandske spillere er på vej bekræftes af, at det nuværende islandske U21-landshold er i tæt kamp med Frankrig om at kvalificere sig direkte til U21-EM i 2015. Ganske imponerende, da der bor 200 gange så mennesker i Frankrig som i Island.

Da Danmark i 2001 afholdt U21-EM deltog Island med deres måske mest talentfulde kuld talenter nogensinde. Flere af spillerne fra det hold, som ganske vist røg ud efter gruppespillet, men som dog nåede at markere sig med en 3-1-sejr over Danmark, er nu en del af det islandske landshold, der nu møder Kroatien.

Deriblandt Islands måske to største stjerner i øjeblikket, Christian Eriksens holdkammerat fra Tottenham, Gylfi Sigurdsson og Ajax-spilleren med det for en angriber så forrygende navn Kollbein Sigthorsson.

Derudover var også Sampdoria-spilleren Birkir Bjarnason, FC Københavns Rurik Gislason, den nuværende topscorer i Æresdivisionen Alfred Finnbogason fra Heerenveen, Arnor Smarason fra Helsingborg og den nuværende A-landsholdsanfører, Cardiff-spilleren Aron Einar Gunnarsson, med i turneringen i Danmark.

Som islandsk tradition foreskriver, har en god del af landsholdet taget en del af deres uddannelse i udlandet. Hvor Danmark i gammel tid var den mest almindelige destination, når unge mennesker skulle studere i udlandet, så er det for det islandske fodboldfolk primært England og Holland, der trækker.

Gylfi Sigurdsson i aktion for Tottenham (Foto: © Dylan Martinez, Scanpix)

En af de spillere på islandske landshold, der tog turen til udlandet som ganske ung, er holdets grand old man og største navn Eidur Gudjohnsen, der som 17-årig tog til PSV Eindhoven - her blev han dog overskygget af et andet stort talent, en vis brasilianer bedst kendt som Ronaldo. Siden da bragte karrieren Eidur Godjohnsen forbi klubber som Bolton, Chelsea og Barcelona, og den nu 35-årige veteran tjener nu til føden i belgiske Club Brugge.

Den hyperspilintelligente Eidur Gudjohnsen er den klart mest erfarne spiller på landsholdet, hvor han har fået 76 kampe og har scoret 24 mål. I 1996 skrev han i øvrigt fodboldhistorie, da han blev skiftet ind i en træningskamp mod Estland i Tallinn. 17-årige Eidur kom ind i stedet for sin far, Arnor (dengang 34 år), der selv havde en fornem karriere. Særligt i Belgien, hvor det blev til tre mesterskaber med Anderlecht.

Skulle Island kvalificere sig VM for første gang i landets historie, ville det således være et flot punktum for Eidur Gudjohnsen, og mulighederne er der.

- Kroatien har ikke været så skræmmende på det seneste, så vi har en chance. Vi er dog 'underdogs'. Vores svenske træner Lars Lagerbäck kalder sig selv realistisk optimist, og vi må bare tro på, at det kan lade sig gøre,  siger Stefan Stefansson, der peger på den islandske offensiv som den store styrke, mens defensiv til tider holder knap så højt niveau.

Ingen kroatisk kval-succes

Kroatien, ført an af stjernerne Luka Modric fra Real Madrod og Bayern München-angriberen Mario Mandzukic, er på papiret et stærkere hold end det islandske, men VM-kvalifikationen blev trods den play off-givende andenplads ikke nogen stor succes.

Kroaterne tabte tre kampe i puljen, det højeste antal nederlag i en VM-kvalifikationsturnering for kroaterne siden deres uafhængighed.

Det fik kroaternes træner Igor Stimac til at træde tilbage efter den sidste kvalifikationskamp ude mod Skotland, der blev tabt 0-2. I stedet har en anden af landets fodboldlegender overtaget styringen, da U21-landstræneren Niko Kovac er blevet forfremmet til A-landsholdstræner.

Den tidligere HSV- og Bayern München står dermed i spidsen for Kroatien, når det går løs mod Island. Nikos ene assistenttræner på landsholdet er i øvrigt hans lige så legendariske lillebror Robert Kovac.

Island møder i den første af to playoff-kampe Kroatien hjemme på nationalarenaen Laugardalsvöllur på fredag, mens der spilles returkamp i Kroatien fire dage senere.

Det store navn

Eidur Gudjohnsen. Debuterede på det islandske landshold i 1996. Har vundet det hollandske mesterskab med PSV Eindhoven, har to gange vundet det engelske mesterskab med Chelsea, mens det blev til et enkelt mesterskab med FC Barcelona, hvor han også var med til at vinde Champions League.

De øvrige stjerner

Kollbein Sigthorsson - Ajax.

Slog igennem som skarpretter i AZ, inden han i 2010 skiftede til Ajax, hvor den brølstærke angriber også har scoret mål i en lind strøm. 23-årige Sigthorsson har et scoringsgennemsnit på lige godt et mål i hver anden kamp i sin klubkarriere.

Gylfi Sigurdsson- Tottenham

Sigurdsson skiftede i en ung karriere til engelsk fodbold, hvor første destination var Reading. Efter et par lejeophold hos mindre klubber slog Sigurdsson igennem i Reading og blev i 2010 solgt til Hoffenheim, hvor han en god første sæson og blev kåret til årets spiller af Hoffenheims fans. Den følgende sæson gik det knap så godt for Sigurdsson, men et succesrigt lejeophold hos Swansea endte med at udløse en transfer til Tottenham i 2012. Her har det været lidt ind og ud af holdet for 24-årige Sigurdsson, der dog er beundret af de fleste Tottenham-fans for sit helt igennem fortræffelige højreben.

Aron Gunnarsson - Cardiff

Gunnarsson er endnu en af de mange islandske spillere, der tog til udlandet i en tidlig alder. I første omgang til AZ, inden nu 24-årige Gunnarsson skiftede til Coventry i 2008, hvor det blev til et stykke over 100 kampe, inden han i 2011 skiftede til Cardiff, hvor han nu er holdkammerat med danske Andreas Cornelius. Gunnarsson er trods sine blot 24 år anfører på det islandske landshold. Kan både spille central midtbane og højre back. Begge dele med stort fighterhjerte.

Han er på vej

Alfred Finnbogason - Heerenveen

Finnbogason startede udlandskarrieren i 2010, da han skiftede til belgiske Lokeren, men det var først, da han to år senere skiftede til svenske Helsinborg, at der for alvor kom fart på. Finnbogason nåede at lave 12 mål i 17 kampe i løbet af sin tid i Sverige. Så slog hollandske Heerenveen til. Det har de næppe fortrudt, da 24-årige Finnbogason har bombet lystigt videre siden skiftet. Finnbogason er i øjeblikket topscorer i Æresdivisionen med sine 14 mål for 11 kampe.  Har trods sit fornemme scoringsgennemsnit for klubholdet i de seneste landskampe ageret indskifter for Eidur Gudjohnsen.