Pirlonisme

Subs.: -n, plur. uden bøjning: gammeldags spillestil, hvor man trods nutidens meget høje tempo og konstant pres fra modstanderne suger bolden til sig på midten af banen, og med et eminent overblik og en gudsbenådet sparketeknik er i stand til at dirigere spillet, finde huller til holdkammerater og være særdeles målfarlig ved især dødboldsituationer.

Pirlonist

Subs.: plur. –er: spiller, der trods nutidens meget høje tempo og konstant pres fra modstanderne næsten altid er i stand til at udføre en gammeldags spillestil, hvor man fra midten af banen suger bolden til sig, og med et eminent overblik og en gudsbenådet sparketeknik er i stand til at dirigere spillet, finde huller til holdkammerater og være særdeles målfarlig ved især dødboldsituationer.

Spilleren, der lægger navn til ovennævnte begreber, er naturligvis Andrea Pirlo, og i aften kommer den 34-årige italienske playmaker igen i fokus. Her mødes Italien og Spanien i den anden semifinale ved Confederations Cup i Brasilien, og skal italienerne slå de spanske favoritter, kræver det endnu en fænomenal indsats af Andrea Pirlo.

Når jeg i denne kommentar fokuserer på Andrea Pirlo, er det nu ikke, fordi han er en af de største spillere i international fodbold; det ved de fleste jo godt. Nej, det skyldes først og fremmest, at jeg gerne vil fremhæve hans helt unikke evner, som desværre er så sjældne.

Som beskrevet øverst er Andrea Pirlo faktisk en spiller, der hører fortiden til. Man kan sige, han er fra dengang, hvor der var tid til at tænke sig om, kigge lidt rundt, tage et træk eller tre og sende en lækker aflevering.

Dengang var blandt andet tilbage i 1970erne, hvor tyske spillere som Günther Netzer og Wolfgang Overath huserede på midten af banen og hver for sig medvirkede til, at Vesttyskland i begyndelsen af det årti havde et af historiens bedste landshold.

Men det er efterhånden mange år siden, at den type midtbanegeneral stort set er holdt op med at eksistere. Fordi tempoet hele tiden bliver højere og højere.

I Sydamerika er det lidt anderledes. Her har tempoet altid været langsommere end i Europa. Derfor har der været flere sydamerikanske spillere, der har haft svært ved at overføre deres succes som playmaker til europæisk fodbold. Eller som har haft svært ved at få succes ved VM.

Et godt eksempel er Carlos Valderrama. Han fik sit store gennembrud i 1987, hvor han blev årets spiller i Sydamerika, og deltog efterfølgende ved VM i 1990, 1994 og 1998.

Hjemme i Sydamerika gjorde colombianeren med det storkrøllede hår i perioder nærmest, hvad der passede ham. Men mod europæiske hold fik han aldrig pladsen og tiden til at brillere.

I dag findes der reelt kun en ægte pirlonist. Men der findes spillere, der evner dele af pirlonismen. Som eksempelvis Spaniens Xavi, som også er en af de centrale figurer i aftenens semifinale.

Men selv om Xavi har samme blik for spillet som Andrea Pirlo, er han en langt mere nutidig spiller. Den 33-årige Barca-spiller er især symbolet på den spanske tiki-tika-stil, hvor det hurtige småspil hele tiden kører i højt tempo.

Med andre ord er Xavi i langt højere grad end Andrea Pirlo en kollektivist, der er en del af en spillestil. Andrea Pirlo derimod skaber spillestilen.

Da Italien forleden tabte 2-4 til værtsnationen Brasilien i den afsluttende gruppekamp, blev Andrea Pirlo sparet på grund af muskelproblemer. Og selv om italienerne faktisk gjorde det glimrende, var der tale om et andet hold, end når han er med. Uden ham har holdet intet naturligt omdrejningspunkt.

Når Andrea Pirlos spillestil trods alle de gammeldags  elementer alligevel ikke er forældet i 2013, skyldes det i høj grad, at han ikke er en luksusspiller, som kun vil det smukke. Han deltager ofte i genpresset, bruger gerne sin fysik til at holde modspillerne væk og begår gerne et professionelt frispark for at forhindre et kontraangreb.

Det var for eksempel den dimension, som Michael Laudrup manglede i sit spil. I medgang og på gode hold var Michael Laudrup en af verdens bedste. Men i modgang forsvandt han for ofte ud af spillet.

Det er det samme med Christian Eriksen. Hvis tingene ikke kører for ham, har han ikke andre redskaber, han kan bruge. Det har specielt været åbenlyst i flere landskampe, hvor han bliver totalt anonym.

Zinedine Zidane derimod havde netop den dimension i sit spil. Derfor blev han også udvist flere gange. Som i VM-finalen i 2006, hvor han smækkede sin pande i brystet på provokatøren Marco Materazzi.

"Zizou" var også en pirlonist. Hans bevægelsesmønster var godt nok anderledes end Andrea Pirlos, men han magtede faktisk det hele trods højt tempo og pres fra modspillerne og var i små ti år Europas bedste fodboldspiller.

VM-finalen i 2006 blev dog vundet af Italien og Andrea Pirlo, der slog Frankrig efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Med hensyn til Andrea Pirlo er det desuden værd at bemærke, at det sjældent lykkes for modstanderen at dække ham op eller afskærme ham. Det skyldes især, at han opererer i en mere tilbagetrukket rolle end stort set alle andre spilstyrere i international topfodbold.

Det lykkedes dog for Spanien i EM-finalen i fjor, hvor Xavi og Co. vandt 4-0. Det bliver uhyre interessant at se, om den spanske landstræner i aften påny formår at sætte Andrea Pirlo ud af spillet.

Selv om Vicente del Bosque skulle have opskriften på, hvordan det kan lade sig gøre, er det dog tvivlsomt, hvor mange hold der kan føre den ud i livet.

Jeg håber bestemt heller ikke, at Andrea Pirlo vil blive sat ud af spil i alt for mange kampe. Lige som det altid er en fornøjelse at opleve Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, når de er bedst, er det - synes jeg i hvert fald - altid vidunderligt at se Andrea Pirlo folde sig ud.

Desværre er han 34 år, og efter VM næste år spiller han nok ikke længere på det italienske landshold. Forhåbentlig kan han fortsætte nogle år endnu hos Juventus.

Men er pirlonismens tid så forbi om nogle år?

Jeg håber det ikke. Der kan da heldigvis komme nye spillere, som ønsker at dyrke pirlonismen eller dele af den.

Der er dog ingen tvivl om, at de fleste trænere for tiden satser mere på de typer, der kan blive begavede box-to-box-spillere i stil med Xabi Alonso og Bastian Schweinsteiger, som magter lidt af det hele, er gode kollektivister og passer til næsten alle hold.

En pirlonist kan også bruges på de fleste hold. Blot han får lov til at være pirlonist.

Har du en kommentar, er du velkommen til at skrive den herunder!