Blodtud, flænger og blå mærker: Danmark taber nabostrid i bokseringen

Danmark tabte 5-3 til Sverige i den første danske landskamp i år.

Det var et boksesultent publikum, der var mødt op i Rosborghallen i Vejle lørdag aften, da det danske landshold for første gang skulle i ringen siden oktober sidste år.

Et par svenske afbud betød, at der blev bokset bedst af otte kampe i stedet for de oprindelige ti. Svenskerne skulle dog kun bruge syv kampe, før de kunne smide handskerne i jubel.

Det danske nederlag på 5-3 skal dog ikke tages så tungt, siger landstræner Thomas Kyø.

- Dem, der skulle vinde, de vandt også de fleste kampe. Der var et par, der tabte en tæt kamp. Og i de sidste to kampe melder svenskerne fra. Det er nemt at sige nu, men dem havde vi nok vundet. De lå til os, siger landstræner Thomas Kyø efter kampen.

Den danske landstræner tager flere gode ting med fra nabostriden, der var en sjælden mulighed for at teste flere OL-håb forud for næste års kvalifikation.

- Vi har boksere, der bokser deres bedste, og der er et par stykker, som vi på forhånd vidste var matchet hårdt. De gik ud og præsterede en bedre kamp, end vi havde regnet med. Så kan det være lige meget, at man taber. Der er altid en bedre modstander et eller andet sted, siger landstræneren.

Herunder kan du se højdepunkter fra Nikolai Terteryans sejr mod svenske Hampus Broman.

Forgæves dansk comebackforsøg

Danskerne kom bagud fra start med et nederlag til 16-årige Magnus Jacobsen. Den regerende nordiske og danske mester i letvægt, Ilias Warraich, udlignede for en stund, inden svenskerne med to sejre i træk kæmpede sig foran med 3-1 i kampe.

Trods sejr til Frederik Lundgaard Jensen og dermed reducering til 2-3, formåede Danmark aldrig for alvor at svare igen, og i stedet kom den svenske sejr i hus, da Adam Chartoi vandt over den regerende danske mester i mellemvægt, Nikki Møller Nielsen.

Derfor var det udelukkende æren, der var på spil, da det danske OL-håb Nikolai Terteryan gik i ringen til sidste kamp.

Alligevel leverede den elegante Vejle-bokser med de armenske rødder aftenens højdepunkter, da han på fornem vis udboksede svenskeren, serverede en blodtud og gav det vejlensiske publikum lidt at smile af, inden de forlod Rosborghallen.

Næste opgave for Danmark er mod Norge den 31. oktober, mens Tyrkiet gæster Vejle den 12. december.