Danmarks første hjemmekamp i 16 år: Landsholdet mangler NFL-bejlerne

Det danske landshold i amerikansk fodbold spiller på hjemmebane i den vigtige EM-kvalifikationskamp.

ARKIVBILLEDE Phillip Andersen er en af de profiler, som landsholdet ikke har med mod Holland. (Foto: © Dansk Amerikansk Fodbold Forbund)

Danske sportsfans kan nærmest hver dag finde en ting at tage ud at opleve, men hvis man er fan af amerikansk fodbold og gerne vil se landsholdet, så har du oplevet en tørke på 16 år.

Men tørken slutter i dag på Gentofte Sportspark, når det danske landshold møder Holland i EM-kvalifikationen.

Ikke siden 2003, da Danmark var vært for C-EM, har det danske landshold haft muligheden for at spille foran hjemmepublikum.

- Systemet dengang var, at der var EM hvert fjerde år. Og så gik man jo bare og ventede mellem slutrunderne, hvor der ikke rigtig foregik noget, forklarer landstræner Lars Carlsen i LIGA på P3.

- De få træningskampe, vi kunne etablere, foregik uden for landets grænser. Det var på grund af økonomien. De tilbød os at komme til Sverige. Vi er jo 45 spillere og 15 ledere, så hvis vi skal have et hold til Danmark, så skal vi måske give dem nogle penge. Så er det nemmere, at de giver os lidt penge. Så vi tog til Sverige, forklarer han.

Det koster stadig en hel masse at være arrangør af en landskamp i kraft af de mange spillere, men fra international side har man valgt at ændre systemet omkring EM.

For blot to uger siden blev Triangle Razorbacks danske mestre ved at vinde Mermaid Bowl over Copenhagen Towers. (Foto: © Niels Christian Vilmann, Scanpix)

Det betyder, at der nu er slutrunde hvert andet år, og man har så også indført et kvalifikationssystem, hvor Danmark i denne omgang er i gruppe med dagens modstandere Holland og så Finland.

Det betyder en hjemmekamp mod Holland og en udekamp mod Finland. Gruppevinderen kommer til EM, hvor man møder tre andre gruppevindere. De fire lande kæmper om EM-guldet.

- Vi ved meget lidt om Holland. Det eneste vi ved er, at de mødte det andet hold i gruppen Finland sidste lørdag, og der har vi fået lidt film fra, forklarer Lars Carlsen.

Det var en kamp, som Holland tabte med intet mindre end 55-0, så der hviler en favoritværdighed på de danske spillere.

- Den er en bekymring, at vi kommer til at undervurdere dem, fordi vi har en modstander, som taber 55-0 til en anden modstander. Så kan man nemt undervurdere dem. Så det er noget, jeg har talt meget med dem om, siger landstræneren.

Logikken siger, at når man stiller op med et landshold, så stiller man også op med de absolut bedste spillere. Danmark er tæt på at have den bedste trup, men amerikansk fodbold fungerer på en anden måde.

Danmark har nemlig tre spillere, som kæmper for at blive en del af den store NFL-liga i USA, og ingen af dem er med landsholdet.

Hjalte Froholdt er en del af de forsvarende NFL-mestre New England Patriots’ hold, men er lige nu skadet, og selvom han havde været klar, ville det aldrig have kommet på tale, at han lige kunne bruge en weekend på landsholdet.

De to andre er kickeren Phillip Andersen, der var en del af Tampa Bay Buccaneers i optakten til sæsonen, samt den offensive tackle Andreas Knappe, som indtil april var en del af Denver Broncos.

Billede fra november 2015. Andreas Knappe kæmper stadig for at spille sig ind på et NFL-hold. (Foto: © AP)

- Phillip er faktisk i Danmark, jeg talte med ham den anden dag. Vi talte om det, men det passede ikke denne gang. Jeg har dog en forventning om at se Phillip på lørdag, det har vi aftalt. Bare ikke som spiller, forklarer landstræneren.

- Knappe er jo i USA for at holde sig til. Hvis der sker noget i en verden som NFL, så skal han være klar med det samme, hvis de ringer. Så han skal ikke suse til Danmark for at spille landskamp, siger Lars Carlsen.

Det er dog stadig et utrolig slagkraftigt hold, som Danmark stiller op med mod Holland. Det er spillere taget fra de bedste danske hold heriblandt duellanter fra Mermaid Bowl for to uger siden Copenhagen Towers og vinderne Triangle Razorbacks.

Der er kampstart på Gentofte Sportspark klokken 16.00, men hvis du ikke har mulighed for at komme ud til stadion, så kan man også se kampen på DRTV.