Dansk floorballtalent står foran en skillevej: 'Drømmen er Sverige'

Mathias Glass og floorballherrerne indleder VM-kvalifikation i dag. Følg med på DRTV fra kl. 15.50.

Det 20-årige floorballtalent Mathias Glass kan snart være at finde i den bedste liga i Sverige. Her ses han ved VM i 2018, hvor Danmark mødte Estland. (Foto: © Vit Simanek)

Mange atleters ultimative drøm finder sted under fjerne himmelstrøg, men i floorballens verden er det forjættede land lige på den anden side af Øresund.

Nemlig i verdens bedste liga, Svenska Superligan (SSL).

Lige præcis den drøm er tæt på at blive virkelighed for danske Mathias Glass, der sammen med landsholdet deltager ved VM-kvalifikationen fra torsdag til søndag.

Benløse-angriberen var som kun 16-årig den mest scorende spiller i grundspillet i Floorball Ligaen. Siden har han været en af de målfarligste i ligaen såvel som på landsholdet.

- Den største drøm er at tage turen til Sverige og spille i SSL, som er den bedste liga, der findes. Det ville være stort at få prøvet sig af derovre med alle de store stjerner, jeg ser op til, siger den unge dansker.

Men på trods af talent, succes og håb om internationalt gennembrud har danskeren endnu ikke fundet vej til den anden side af Øresund.

- Helt flabet sagt skal der bare en god kontrakt til. Men jeg har fået tilbud fra svenske klubber.

- FC Helsingborg har vist stor tiltro til mig og tilbudt, at jeg kan komme til deres træninger. Så vi mangler bare at finde en kontrakt, siger den danske forward.

Mathias Glass ses her i aktion mod Norge. Foto: Floorball Danmark.

Balancegang mellem drøm og virkelighed

Selvom en af floorballens topklubber står med åbne arme, skal det passe ind i hverdagen for den unge dansker.

Ved siden af sporten er han nemlig i begyndelsen af sin treårige uddannelse til salgsassistent, mens han de resterende hverdage arbejder i Floorballcentret i Rødovre.

Dermed må han være realistisk for at få enderne til at hænge sammen, da der umiddelbart heller ikke venter spillerløn i Sverige.

- Det handler om at stille nogle krav, hvis jeg skal spille i Sverige.

- Klubben skal dække mine transportomkostninger. For ellers har jeg simpelthen ikke pengene til at spille, når jeg får elevløn, skal betale husleje og andre diverse ting. Der er rigtig meget at tænke over, siger Glass, der selv betaler for at deltage i VM-kvalifikationen og deltagelse i diverse landsholdssamlinger.

Selvom den unge dansker står over for en svær beslutning, spår landstræner Mikael Karlberg en fremtid i det svenske for skarpskytten.

- Mathias er en meget dygtig offensiv spiller. Han kan lave mål på hvem som helst, når som helst.

- Jeg tror, han spiller i Sverige de kommende sæsoner. Der er flere svenske klubber, der gerne vil have ham på holdet, men jeg tror, han først skal færdiggøre studiet i Danmark. Han er attraktiv for det svenske marked, siger den danske landstræner.

Danmark har gode chancer for at ende i en kamp mod det svenske tophold ved VM-kvalifikationen i Frederikshavn. Her ses Mathias Glass jagte Sveriges Markus Jonsson ved VM i 2018. (Foto: © 10070 Jessica Gow/TT)

Den store scene

Ved VM-kvalifikationen i Frederikshavn håber Glass endnu engang at kunne tiltrække positiv opmærksomhed fra udlandet.

- VM-kvalifikationen er den andenstørste scene at vise sig frem på.

- Jeg tror, de svenske klubber har taget fat i mig før VM-kvalifikationen for at sikre en kontrakt, inden jeg potentielt laver en masse point ved turneringen, og flere klubber så melder sig på banen, siger Mathias Glass.

Danmark er i gruppe med Island, Estland og Storbritannien. Både landstræneren og den målfarlige forward tror på, at Danmark kan levere storspil og dermed tage en af VM-billetterne foran hjemmebanepublikummet.

- Vi forventer at vinde de tre gruppekampe, og vi får forhåbentlig en kamp mod Sverige på søndag i placeringskampene. Så kan vi ligesom tage en revanche for VM i 2018, hvor det ikke endte særlig godt for os, siger Mathias Glass.

Hvis danskerne vinder de tre gruppekampe, er VM-billetten i hus. Hvis danskerne derimod ender som nummer to i deres gruppe, skal de spille en afgørende kamp om søndagen, hvor vinderen får den tredje og sidste VM-billet.

- Kampen mod Estland bliver afgørende. De er lige så gode som os, så det bliver en hård kamp. Kampen mod Island kan også blive svær. De har flere spillere, der spiller i Sverige og er rigtig dygtige, siger landstræner Mikael Karlberg.

Du kan følge Mathias Glass og resten af det danske landsholds kampe ved VM-kvalifikationen på DRTV under projektet 'Landskampen'. Danmark spiller første kamp mod Island i dag kl. 16.