Dansk sejr smuldrer med seks sekunder igen mod Estland

Danmark var på vej mod VM, men spillede 6-6 mod Estland i den anden af tre gruppekampe ved VM-kvalifikationen.

Spillere bed negle på bænken og tilskuerne sad helt yderst på stolene i de døende sekunder, da Danmarks floorballherrer fredag aften spillede mod Estland ved VM-kvalifikationen i Frederikshavn.

Danmark ville med en sejr sikre sig VM-billetten, men en estisk udligning seks sekunder før tid saboterede foreløbigt den drøm.

Opgøret endte 6-6 til stor ærgrelse for spillere og de mange fremmødte tilskuere. Nu afhænger Danmarks videre VM-skæbne af de resterende kvalifikationskampe.

- Det var en megafed kamp og fantastisk kulisse at spille i, men vi burde have lukket den her kamp. Vi er foran det meste af kampen, og det er ikke godt nok, siger den danske målvogter, Mike Trolle.

Estland og Danmark er begge rangeret blandt verdens ti bedste nationer, så kampen var på forhånd spået til at blive en tæt affære. Derfor er den danske keeper også fortrøstningsfuld på trods af den umiddelbare skuffelse efter kampen.

- Vi må gerne være ærgerlige, men vi skal også tage med, at vi spiller uafgjort mod et rigtig dygtigt hold, siger den danske keeper.

Med sejren ville danskerne have sikret sig førstepladsen i gruppen, der giver en direkte billet til VM. Dog har danskerne stadig gode chancer for at kvalificere sig til VM med en gruppekamp tilbage.

Hvis danskerne ender på andenpladsen, kan VM-billetten sikres, når de spiller placeringskamp søndag mod toerne fra kvalifikationens anden gruppe.

Dramatik til sidste sekund

Danskerne skulle bruge otte minutter, før Andreas Glad bragte de rød-hvide foran på en tværpasning fra Marko Krogsgaard. Et minut senere fordoblede Kasper Kajgaard den danske føring. Dog formåede esterne at lukke perioden med to scoringer, der bragte balance i regnskabet.

De danske floorballherrer fandt tilsyneladende løsningen i omklædningsrummet, da de efter fire minutter i anden periode bragte sig foran 4-2.

Esterne straffede dog danskerne, der i løbet af perioden led to undertalsmål. Det var alligevel ikke nok til at udligne opgøret, da Jonas Nordheim midt i perioden stod for endnu et dansk mål. Dermed var spædingen intakt, inden holdene gik til pause ved stillingen 5-4.

I tredje periode fortsatte holdene med at bytte mål, så danskerne kom foran med 6-5 med syv minutter igen. Esterne blev dog ved med at presse på, og Artur Okruzko kunne med seks sekunder igen udligne på en ripost til slutstillingen 6-6.

Emil Odfelt blev kåret til kampens spiller for danskerne.

Du kan se Danmarks sidste gruppekamp mod Storbritannien i morgen kl. 15.50 på DRTV.