Hjemmebanehelt rørt til tårer over volleyballpublikum

Det var en tydelig rørt Oskar Madsen, der onsdag aften lod sig interviewe, efter de danske volleyballherrer slog Rumænien ved EM-kvalifikationen.

Det var en tydelig rørt Oskar Madsen, der onsdag aften lod sig interviewe efter sejren over Rumænien.

Alle de danske volleyballherrer havde god grund til at hoppe og danse, efter de slog Rumænien med 3-1 onsdag aften i Slagelse ved sidste EM-kvalifikationskamp.

Men især landsholdsprofilen Oskar Madsen, der har hjemmebane i Antvorskovhallen, kunne ikke holde følelserne tilbage, da DR Sportens vært Josefine Høgh interviewede ham om hjemmebanepublikummet.

- Det er det mest sindssyge, jeg nogensinde har prøvet. Lige meget hvor du var, så kunne du fornemme det glade og heppende publikum, siger Oskar Madsen.

Landsholdsprofilens familie var også tilstede i hallen, hvorfor det var endnu sværere at holde følelserne tilbage.

- At familie og venner er mødt op er ren kærlighed. Jeg var nødt til at gå væk fra dem efter kampen, fordi jeg var ved at knibe en tåre.

- Det er helt sikkert en oplevelse, som vil følge med mig, lige meget hvor jeg går, siger en rørt Oskar Madsen.

Den danske sejr over Rumænien markerer sidste kamp ved EM-kvalifikationen. Danmark formåede ikke at kvalificere sig til EM.