Rumænien knuser danske finaledrømme i volleyball

Herrelandsholdet i volleyball vinkede onsdag aften farvel til finaledrømmene ved European Silver League med et 3-0-nederlag til Rumænien.

Der var på forhånd garanteret drama for alle pengene, da Danmark onsdag aften på hjemmebane tog imod Rumænien i næstsidste gruppekamp ved European Silver League. Danskerne skulle have en storsejr over de rumænske ettere i gruppen, hvis der skulle være danske forhåbninger om en finaleplads.

Rumænerne viste dog ingen nåde og vandt kampen ganske ubesværet 3-0. De samme cifre, som de slog danskerne med i første opgør 14 dage forinden. Med kampens tre vigtige point har Rumænien sikret sig en billet til finalen i turneringen, hvor de kæmper om avancement til European Golden League.

Den rumænske favoritværdighed var at se fra første bold, hvor danskerne hurtigt kom bagud. Netop den uheldige start havde store konsekvenser for opgøret, mener landsholdsspiller Peter Trolle Bonnesen.

- Jeg sagde før kampen, at en god start var vigtig. Alle de ting, vi havde talt om forinden, lykkedes ikke.

- Vi kæmpede os lidt tilbage, og det var næsten et mirakel. Men så krakelerer vores spil alligevel til slut, siger den 26-årige landsholdsspiller.

Sæt for sæt

Danskerne kom bagud med 5-0 fra start i første sæt, og selvom rumænerne udbyggede føringen til stillingen 14-7, var danskerne i flere omgange tæt på at indhente forspringet. Det lykkedes dog aldrig, og et fysisk overlegent rumænsk mandskab kunne lukke første sæt i cifrene 25-20.

I andet sæt tog Rumænien igen føringen fra start. Danskerne reducerede flere gange, men fra stillingen 19-20, vandt rumænerne fem point i streg og dermed også andet sæt.

I tredje sæt var der bedre plads til danske knyttede næver og jubelbrøl, hvor de rød-hvide i store dele var foran. Det slog rumænerne bogstavelig talt hårdt ned på, og de lukkede kampen med at vinde sidste sæt 25-23.

Danmark får dermed ikke mulighed for at deltage i finalen, som formentlig får turen til den sidste gruppekamp i Aserbajdsjan til at føles lidt længere. På trods af nederlaget er der dog visse ting at spille for, siger Peter Trolle.

- Nu handler det om at få den bedst mulige plads i gruppen, der er nogle præmiepenge, og så er der nogle ranglistepoint, som vi gerne skal have frem mod næste EM-kvalifikation, siger Peter Trolle.