23-årige Mads landede på hovedet og blev lam fra brystet og ned: 'Jeg har svævet mellem liv og død'

Motocrosskøreren Mads Sjøholm styrtede under en træning i Italien og har nu indstillet sig på et liv i kørestol.

(Foto: © Louise Jensen Petersen, Mx777)

En onsdag i november vågner 23-årige Mads Sjøholm på et hospital i Italien. Forvirret med en sonde tilkoblet maven, og italienske læger der på gebrokkent engelsk bliver ved med at fremstamme accident. Det sidste, der er lagret i hukommelsen, er europamesterskabet i motocross weekenden forinden.

Med de sparsomme informationer forsøger Mads dog at lægge to og to sammen, for fysisk kan han hverken bevæge eller mærke sine ben.

På det her tidspunkt har Mads ligget i kunstig koma i fire døgn, og han aner ikke hvorfor. Han har ingen idé om den situation eller det forløb, han lige har gennemlevet.

Han aner heller ikke, hvor hans far og bror er, som ellers stod ved banen tæt på Trento i Norditalien. Det er først efter et Facetime-opkald via telefonen, at han forstår, hvad der er sket.

Han har brækket ryggen, punkteret en lunge, brækket tre ribben, og så er han lam fra brystet og ned. Selvom armene efter fire dages hvile er svage, kan han stadig bruge dem, og det får ham allerede da til at tænke positivt.

Detaljerne om ulykken får han først at vide senere.

Mads Sjøholm har både vundet bronze og sølv i MX2-klassen ved DM. (Foto: © Per Thorbjørn Schjødt, Pers-Photo)

’De vidste ikke, om jeg var ved at dø’

Mads Sjøholm har kørt motocross, siden han var tre år. Sporten er ført videre gennem generationer, og det hele startede for Mads i Sønderborg. Siden har han i MX2-klassen vundet bronze ved DM i 2017 og sølv ved DM i 2019. Det sidste resultat var medvirkende til, at han i 2020 kørte i MX1-klassen, som skulle munde ud i DM-guld i år, hvis det ikke havde været for en forstuvning fra en EM-afdeling i Letland.

Mads var i sit livs form, da han og familien drog mod Italien forud for de tre sidste afdelinger i EM-serien. Med blandt andet to top 10-placeringer ved de første to afdelinger i Italien, skulle Mads slutte sæsonen godt af den 7. november med årets sidste EM-afdeling.

Under en rutinetræning om morgenen, som Mads stadig intet kan huske fra, styrtede han og landede direkte på hovedet. Det var flagposten, der berettede om hændelsen, da Mads’ bror meget hurtigt kom hen til ulykkesstedet.

Mads lå og gispede efter vejret, fordi lungen var kollapset, og han blev meget hurtigt fløjet med helikopter til det nærmeste hospital. Det eneste, familien fik at vide, var, at han havde fået hovedtraume, lå i koma og havde brækket ryggen.

- De vidste ikke, om jeg var ved at dø, fortalte Mads til DR Sporten midt i december.

Det var et helvede for dem ikke at få informationer om Mads’ tilstand, og det var først, da kirurgen havde haft Mads under kyndig behandling i seks timer, at de fik klarhed.

Senere har Mads døjet med infektioner, feber, og så blev han selvfølgelig også ramt af corona, der samtidig gjorde, at han ikke kunne komme til Danmark med det samme.

Mads Sjøholm er i fuld gang med sin genoptræning ved centeret i Viborg, og det går fremad hver eneste dag. (Foto: © PRIVATFOTO, Mads Sjøholm)

Udgangspunktet er et liv i kørestol

Men nu er han tilbage i Danmark og kan kigge tilbage på en ulykke, som har ændret hans liv for altid. Han er lige nu i gang med et rehabiliteringsforløb på Vestdansk Center for Rygmarvsskade i Viborg, hvor det går fremad hver eneste dag. Han er stadig lam fra brystet og ned, men har fuld funktion i arme og fingre, og så er han helt klar i hovedet.

- Mit udgangspunkt er, at jeg bliver permanent kørestolsbruger. Sker der så noget, der ændrer på det, så ser jeg det som en bonus, fortæller Mads Sjøholm, der ikke har fået nogen garanti for, om han nogensinde kommer til at gå igen. Men der er en chance.

Ingen ville bebrejde Mads, hvis han med sådan en besked, forsvandt ned i et sort hul, men sådan vælger han ikke at se det. Til et forløbsmøde kunne han eksempelvis ikke komme i tanke om en udfordring, da han blev bedt om at reflektere over det.

- Jeg føler ikke, at der er en udfordring, der svæver imod mig og kan ramme mig. Jeg føler derimod mere, at jeg går på en vej, hvor jeg kan strække armene ud og gribe alle de muligheder, der er. Der er jo meget, der skal læres, siger Mads Sjøholm.

Han er ikke selv klar over, hvorfor han ser så positivt på situationen, og hvordan det er lykkes ham at se fremad med et smil.

- Man kan jo vælge to retninger. Man kan arbejde hen mod alle de muligheder, der er, eller man kan grave et dybt hul for sig selv.

Mads har valgt det første, og han planlægger allerede nu at skulle genoptage sit jurastudie til sommer, hvor han inden ulykken var i gang med sit femte semester.

- Det er et felt, jeg kan arbejde med, selvom jeg sidder i kørestol. Der er jeg jo sindssygt heldig.

Selvom Mads Sjøholm har kørt motocross, siden han var tre år, så er tanken om at komme tilbage på en crosser ikke det vigtigste lige nu. (Foto: © Louise Jensen Petersen, Mx777)

Taknemmelighed overskygger kirkegårdstanker

Mads er lykkelig for, at der var så stort et sikkerhedsmæssigt beredskab på banen, fordi det var et EM.

- Havde der ikke været det beredskab, så havde jeg været død nu. Jeg har svævet mellem liv og død, så jeg tror også, det er derfor, at jeg er så positiv.

- Det er svært at beskrive med ord, men jeg er meget, meget taknemmelig for, at jeg er i gang med en genoptræning og ikke på vej ned i en kiste på en kirkegård, fortæller Mads, der på baggrund af ulykken føler sig mentalt stærkere, end han gjorde før.

Noget af det første, han gjorde, efter ulykken var at læse den tidligere racerkører Jason Watts bog. Jason Watt var selv ude for en ulykke som 29-årig og har siden levet et liv i sin kørestol med både op- og nedture. En historie som har været både inspirerende og relaterbar for Mads.

- Det var helt mærkeligt at kunne relatere så direkte til en bog, men han har jo også haft et fantastisk liv efterfølgende.

- Jeg sad bare og tænkte: ’Wow. Hele min omgangskreds skal læse bogen, for det vil give dem en bedre forståelse.’ Den har været en stor hjælp til at forklare, hvordan jeg har det.

Jason Watt kom tilbage i raceren efter sin ulykke, og Mads har da også allerede selv sat mål for sin fremtid.

- Jeg er et kæmpe konkurrencemenneske, og når cross er væk, så kommer der jo til at være et tomrum. Jeg vil gerne ud at deltage i nogle mesterskaber inden for et eller andet.

- Det er altid rart at have en målsætning, man står op til hver dag. Ellers kan man lige så godt blive liggende i sengen, siger Mads, der samtidig - med et smil i stemmen - fortæller, at han nu går efter at blive Danmarks bedste jurist.